Spring til indhold
Nyhed

Odense Kommune forbereder sig på at kunne håndtere ekstremt vejrlig

07-11-2014

I december 2013 oplevede Odense Kommune følgerne af stormen Bodil med vandstandsstigninger over 1,76 cm i Odense Fjord, Odense Kanal og Odense Havn.

 

Denne hændelse samt hændelsen fra 2006, hvor vandstanden angiveligt nåede over 1,9 cm, vurderer Odense Kommune pt. konsekvenserne af. Odense Kommune er i samarbejde med Kerteminde - og Nordfyns kommune ved at udarbejde Risikostyringsplaner for Odense Fjord. Hertil kommer, at alle prognoser peger på generelt hyppigere og stigende vandstand i Odense Fjord.

 

Odense Brandvæsen har i august 2014 sammen med kolleger fra By- og Kulturforvaltningen udarbejdet en indsatsplan, der træder i kraft ved ekstremt vejrlig. Som et resultat af denne indsatsplan anbefalede Odense Brandvæsen i september 2014 Beredskabskommissionen i Odense Kommune at foretage indkøb af

 

- nye og kraftige pumper, der kan sættes ind flere steder i Odense Kommune samtidigt

- 150 meter nyt mobilt digesystem, der kræver et minimum af mandskabsressourcer at anvende

- nyt SMS-varslingssystem til varsling af borgere i klimaramte områder

- ny vandstandsmåler til havnen for at sikre bedre målinger under forhøjet vandstand

 

Alt sammen materiel til et samlet beløb af ca. 1,3 mill. kr. Dette udstyr skal betjenes af mandskab fra Odense Brandvæsen.

 

Økonomiudvalget i Odense Kommune godkendte på sit møde den 22. oktober 2014 disse materielbehov.