Spring til indhold
Nyhed

Ny ruteplanlægger viser vejen i Odense

04-02-2013

Ruteplanlæggeren er et værktøj for alle i byen. Den skal imødekomme det behov, både politikere og trafikplanlæggere oplever, når de taler med odenseanerne.

 

- De mange gode drøftelser, vi har haft med borgerne f.eks. i Infoboksen, viser, at mange gerne vil vide, hvad trafikændringerne betyder for lige netop de ruter, de kører i hverdagen. Med ruteplanlæggeren kan man finde sine egne ruter både i dag og i fremtiden, og vi tror derfor, at det kan være et nyttigt værktøj for alle, siger by- og kulturrådmand Steen Møller.

 

Ruteplanlæggeren viser en anbefalet rute mellem to adresser i dag, i 2015 og i 2024 samt den samlede afstand og et gennemsnitligt tidsforbrug i dagstimerne uden for myldretiden.

 

Et dynamisk værktøj

Ruteplanlæggeren er udarbejdet på baggrund af den nye trafikplan ’Trafik i Odense 2013 – 2015’, som Odense Byråd vedtog onsdag den 30. januar, men den bliver løbende opdateret.

 

- Ruteplanlæggeren er et dynamisk værktøj, som løbende opdateres, når vi træffer nye beslutninger på trafikområdet. Samtidig vil vi også gerne hele tiden forbedre ruteplanlæggeren, så vi håber, at odenseanerne vil hjælpe os med både at rette fejl og udvikle den, siger by- og kulturrådmand Steen Møller.

 

Ruteplanlæggeren ligger på www.odense.dk/trafikiodense. Udover at finde sine egne ruter kan man også sende kommentarer eller forslag til forbedringer af ruteplanlæggeren.

 

Trafikplanlæggere i Infoboksen i februar

Udover at kunne bruge den nye ruteplanlægger kan man også møde kommunens trafikplanlæggere i Infoboksen på Fisketorvet. De står i Infoboksen mandag og onsdag fra kl. 15.00 – 17.30 i hele februar.

 

Læs mere om ruteplanlæggeren i vedhæftede faktaark.