Spring til indhold
Nyhed

Ældre tømmer postkassen digitalt

05-10-2013

I løbet af efteråret 2013 afholder Odense Kommune i alt 21 introduktionskurser til Digital Post rundt om på kommunens biblioteker. Borgere som ønsker råd og vejledning i, hvordan man opretter og bruger Digital Post, kan tilmelde sig kurserne. Kurserne er for alle interesserede og er af 2 timers varighed. For at tilmelde sig skal man kontakte bibliotekerne.

 

Kurserne foregår på bibliotekerne, for det er her, mange borgere er vant til at komme. Birgit, en af de borgere, der har valgt at deltage i kurset om Digital Post, siger:

 

- bibliotekerne er rigtig gode, og de udbyder ting som man virkelig har brug for, synes jeg.

 

På kurserne i Digital Post er vægten lagt på den praktiske brug: Hvordan man opretter Digital Post og hvordan man bruger den. Der er to undervisere på de fleste af de 21 kurser. Det betyder, der er mere tid til at hjælpe hver enkelt deltager.

 

- Vi får god hjælp. Det som vi skal vide, får vi at vide, siger Birgit.

 

Birgit understreger, at man først rigtig lærer noget, når man bruger det til noget konkret. Der kan dog være forskel på at bruge Digital Post i eget hjem og på et af kurserne, hvor hjælpen er lige ved hånden, fortæller Birgit.

 

- det er jo, når man sidder derhjemme, at problemerne opstår, siger hun og smiler.

 

Derfor er det oprettet en national brugersupport til Digital Post. Borgere som har brug for vejledning kan kontakte den på telefon 38 17 11 87. Derudover er det også muligt at henvende sig til bibliotekerne og på BorgerServiceCentret, hvor de også kan hjælpe med brugen af Digital Post.

 

Hvad er Digital Post?

 

Digital Post er borgerens personlige og private kommunikationskanal med det offentlige. Gennem Digital Post kan borgere sende og modtage breve til og fra det offentlige, sikkert og bekvemt. Den digitale postkasse er tilknyttet borgerens cpr-nummer, og følger borgeren hele livet, uanset adresse- eller e-mailændringer. I 2014 bliver det obligatorisk for alle borgere over 15 år, med fast bopæl i Danmark at modtage Digital Post. Tilmeldingen foregår via forsiden af kommunens hjemmeside www.odense.dk. Vejledningen dertil ligger på www.odense.dk/post.

 

Alle borgere modtager et brev 1-2 måneder før det offentlige gør Digital Post obligatorisk. Brevet vil gøre opmærksom på, at fremtidige skriftlige henvendelser fra det offentlige, vil blive sendt til borgerens digi­tale postkasse. Derudover vil brevet indeholde oplysninger om, mulighederne for at søge om fritagelse fra Digital Post. Det kan være grundet fysiske eller psykiske begrænsninger, der hindrer borgeren i at bruge den digitale postkasse.