Spring til indhold
Nyhed

Varelevering bliver nu nemmere i Overgade

09-02-2012

Overgade er en smal gade, og derfor er det svært for vognmændene at finde plads til at læsse varer af uden at spærre gaden for øvrig trafik. Derudover har vognmændene savnet bedre skiltning i Overgade. Det kommer Fyns Politi og Odense Kommune nu i møde med en ny skilteplan og retningslinjer for varelevering i Overgade.
 
- Da Overgade er en meget smal gade, giver det naturligt nogle udfordringer i forhold til at læsse varer af. Derfor er jeg meget tilfreds med, at vi nu har fundet en løsning, som både tilgodeser vognmændene og de fysiske forhold i gaden, siger Steen Møller, rådmand i By- og Kulturforvaltningen.
 
Hos Odense Cityforening er man også glad for den nye løsning.
 
- Både politiet og kommunen har været lydhøre over for de udfordringer, vognmændene står med i Overgade. Jeg er glad for, at vognmændene nu får mere klare retningslinjer, siger Peter Bøgholm, formand for Odense Cityforening.

Retningslinjer for varelevering i Overgade
Følgende retningslinjer for varelevering og parkering kommer til at gælde i Overgade:

Den første og den midterste del af den sydlige side af Overgade:
Vognmændene kan levere varer mellem kl. 8.00 og 10.00, mens almindelig kantstensparkering er tilladt i 30 minutter mellem kl. 10.00 og 18.00 i hverdagene og mellem kl. 10.00 og 14.00 på lørdage. Den øvrige tid er der fri parkering.

På den midterste del af den sydlige side af Overgade er taxaparkering tilladt mellem kl. 22.00 og 6.00.

Den sidste del af den sydlige side af Overgade:
Da denne del af Overgade er meget smal, kan der ikke gives tilladelse til at parkere eller standse mellem Claus Bergs Gade og Hans Mules Gade / Frue Kirkestræde. Derfor er der her parkerings- og standsningsforbud ved kantsten hele døgnet.

Den nordlige side af Overgade:
Da Overgade er meget smal, vil det kun være muligt at standse eller parkere i den ene side af gaden. Derfor er der parkerings- og standsningsforbud langs hele den nordlige side af Overgade.

Retningslinjerne træder i kraft, når de nye skilte sættes op. Odense Kommune forventer, at de nye skilte kan sættes op i marts, når jorden er frostfri.