Spring til indhold
Nyhed

Sikkerheden i Odenses skove styrkes

08-11-2012

Odense Kommune fælder eller beskærer i den kommende tid 100 større og mindre træer langs veje og befærdede stier. Det sker for at styrke sikkerheden i de odenseanske skove. Onsdag den 14. november har alle mulighed for at høre mere om arbejdet kl. 15.00-16.30 i Fruens Bøge.

Odense Kommune har netop fået resultaterne af årets sikkerhedskontrol af træer. I år er følgende skove blevet gennemgået: Fruens Bøge, Hunderup Ege og Åløkkeskoven vest for Åløkke Alle. Resultatet er, at omkring 100 større og mindre træer langs veje og befærdede stier skal fældes eller sikkerhedsbeskæres. Det er primært døde og døende asketræer samt en del bøgetræer med råd i stammen. Træerne fældes, fordi de vurderes af Odenses erfarne skovfoged, at de på sigt udgør en sikkerhedsrisiko på grund af deres sundhedstilstand.

-Vi går i gang med arbejdet nu, så vi kan sikre, at borgerne kan færdes trygt og nyde naturen i de mange skove, By- og Kulturforvaltningen administrerer. Vi fælder kun træerne, når det er bydende nødvendigt, og det vurderer vi, at det er i disse tilfælde, siger by- og kulturrådmand Steen Møller. Når de gamle træer fældes, får skovbunden lys, og nye træer kan vokse op og på sigt blive gamle og smukke. På den måde kan vi alle - også i fremtiden - nyde Odenses smukke skove med gamle træer.

Offentlig tur i Fruens Bøge
Der vil blive mulighed for at høre nærmere om arbejdet med sikkerhedskontrol i skovene og besigtige nogle af de udpegede træer på en offentlig tur i Fruens Bøge onsdag den 14. november kl. 15.00-16.30 med start ved Fruens Bøge Station (Fruens Bøge Skov nr. 34). Forstkandidat Rasmus Dalhoff Andersen fra Odense Kommune er guide på turen.

Yderligere information
Forstkandidat Rasmus Dalhoff Andersen, tlf.: 2928 0820, e-mail: rdan@odense.dk.