Spring til indhold
Nyhed

Dalum Ungdomsskoles musical "Vi maler byen rød"

13-03-2012

Dalum Ungdomsskoles musical

" Vi maler byen rød "

 

På Magasinet i Odense bydes der på et rent nostalgi trip!

 

Med det musikalske omdrejningspunkt solidt plantet i de største danske Melodi Grand Prix-hits gennem tiderne, blænder de unge musikere, sangere, skuespillere og dansere under ledelse af instruktør Carsten Friis, kapelmester Eddie Mochia, koreograf Line Friis Pedersen og korleder Anita Lykkegaard op for musicalen VI MALER BYEN RØD.

                            

VI MALER BYEN RØD, der er en arketypisk dansk gymnasie-historie, danner ramme om et lige så arketypisk ungdomsmiljø. Musicalen er opbygget som en serie af flashbacks, hvor et ældre ægtepar i livets sidste stund ser tilbage på gymnasietiden med alt hvad den indebar af små og store udfordringer.

 

De unge i VI MALER BYEN RØD kæmper en brav kamp for at realisere sig selv som individer med forskellige drømme, ønsker og behov. Hormonerne raser, og musikken spiller, mens hele gymnasiemiljøet med typer som bl.a. nørden, den søde pige og den kejtede fyr, tager livtag med tilværelsens små og store spørgsmål. Vi er midt i en tid, hvor blå øjenskygge er det universelle skønhedsmiddel for piger af alle typer, og Don Johnson-hår er det samme som maskulin charme.

 

Med VI MALER BYEN RØD rammer Dalum Ungdomsskole atmosfæren og tidsbilledet lige på kornet. Der er dømt godyl 80’er-stemning, og sproget beriges af gloser som knæhøj karse og bred ymer i spandevis. Rollelisten besættes af et halvt hundrede skuespillere, sangere, musikere og dansere, der iført autentiske outfits skyder ikke mindre end 18 af de største danske Melodi Grand Prix-hits af for fuld udblæsning.

 

Med højt hår, skulderpuder og fest i overflod bliver der leveret et humoristisk og dramatisk show, hvor de udødelige Grand Prix-klassikere er flettet sammen i en historie om den vilde ungdom i 1980'erne (med et par mysterier og overraskelser i ærmet undervejs).

 

VI MALER BYEN RØD får det til at rykke i fødder og stemmebånd, og er du Grand Prix-nørd, risikerer du at blive helt glad i låget ved bekendtskabet med denne skønne musical. Glæd dig bl.a. til numre som “Sku´ du spørge fra nogen”, “Video, video”, “Skibet skal sejle i nat”, “Tænder på dig”, “Hip hurra, det´min fødselsdag”, “Boom boom”, “Vi danser rock og rul”,  “Danse i måneskin”, “Hallo, hallo” og naturligvis titelnummeret “Vi maler byen rød”.

De professionelle lærerkræfter og den gnistrende energi og entusiasme, Dalum Ungdomsskoles unge elever lægger for dagen, gør i fællesskab VI MALER BYEN RØD til en oplevelse ud over det sædvanlige. Velkommen til årets nostalgi-trip i Odense.

 

Billetter: www.dalumungdomsskole.dk

Musicalen kan opleves på Magasinet, Odense:                             

Søndag d. 25/3 kl. 20.00                                                                       

Mandag d. 26/3 kl. 20.00                                                                     

Tirsdag d. 27/3 kl. 20.00                                                                       

Onsdag d. 28/3 kl. 20.00

Torsdag d. 29/3 kl. 20.00

Yderligere info:

Dalum Ungdomsskoles kontor: 63 75 30 40

Carsten Friis: 40 84 71 10

Ole Kjellerup: 29 63 10 38