Spring til indhold
Nyhed

Forældre på nettet giver kommunen flere mandetimer

15-02-2011

De trækker det tunge læs med børn, udfordrende økonomi og mangel på tid til at nå det hele. Men når det gælder tidsbesparende online-løsninger, er de enlige forsørgere af børn oppe på dupperne.


2.239 enlige forsørgere i Odense Kommune skiftede i januar papirblanketter ud med en ny selvbetjeningsløsning på nettet, hvor de skulle bekræfte, at de fortsat var enlige forsørgere.


Kommunens borgerservice-center jubler.


- Det har betydet, at den medarbejder, der normalt skulle bruge over to måneder på at taste over flere tusind breves oplysninger ind i et program, nu kan gå ind og hjælpe til med andre arbejdsopgaver i afdelingen for familieydelser, som er ramt af nedskæringer, siger afsnitsleder Klaus Nielsen.


Enlige forsørgere reagerer hurtigt

Han er overrasket over, hvor parate de enlige forsørgere er på selvbetjeningsløsninger på nettet. I alt er 59 procent af svarene fra kommunens enlige forsørgere sket over nettet. Der er sammenlagt 4.385 enlige forsørgere. 14 procent har endnu ikke meldt tilbage.


Alt hvad der skulle til, var én opfordring i et følgebrev til det årlige brev om bekræftelse af forsørgerstatus, der bliver sendt ud i begyndelsen af januar.


- Vi har måske en tendens til at tro, at økonomisk svage grupper ikke kan være med, men når det gælder lette onlineløsninger, så er de altså helt oppe på dupperne. Jeg har ikke oplevet lignende tilslutning til en selvbetjeningsløsning i min tid i BorgerService, siger Klaus Nielsen.


De manglede selvbetjeningsløsningen

Eva Maria Knudsen, der har været konsulent og igangsætter til kommunens nye selvbetjeningsløsning, mener, at de enlige forsørgere mangler flere af sådanne løsninger:


- Jeg er selv enlig forsørger og har stor indsigt i mange enlige forsørgeres problemer via min hjemmeside www.2hjem.dk. Og alt hvad der give os ekstra tid i hverdagen, vil vi gribe med kyshånd, siger Eva Maria Knudsen.


- Myndighederne kunne sagtens lave flere af den slags løsninger, som ikke blot vil være en fordel for os, men også myndigheden selv, tilføjer hun.

Den nye selvbetjeningsløsning er blot en af en lang række, som udspringer af Odense Kommunes webstrategi. Webstrategien har til formål at give borgerne bedre service og samtidig effektivisere en række ydelser ved at digitalisere kommunikationen mellem kommunen og borgerne.


Info:

Se selvbetjeningsløsningen Elektronisk indbereting af børnetilskudserklæring

Og læs Odense Kommunes webstrategi


Kontakt:

Afsnitsleder Klaus Nielsen, BorgerService, tlf. 65518131, kfn@odense.dk

Konsulent, Webteamet, Eva Maria Knudsen, tlf. 21497225, emkn@odense.dk