Spring til indhold
Nyhed

Odense først med et unikt cykelsystem for pendlere

28-03-2011

Pendlercyklerne står ved banegården og tre lokalstationer langs togbanen til Svendborg (Hjallese Station, Fruens Bøge Station og Odense Universitets Hospital Station).

Pendlere kan i forvejen reservere en cykel over internettet fra én uge og op til tre måneder ad gangen, og når de kommer frem, frigives cyklen ved hjælp af en sms. Pendleren lejer den samme cykel og det samme stativ i hele perioden.


- Vi startede et unikt bycykelsystem i oktober – og nu kan vi så introducere et enestående cykelsystem for byens pendlere. Vi er stolte over de mange forskellige projekter, som vi foretager på cykelområdet i Odense. De understreger alle, at Odense er cyklisternes by, siger rådmand Jan Boye.


Systemet er udviklet af AFA JCDecaux as i samarbejde med Odense Kommune som et led i en større aftale om udstyr til byen som f.eks. byens nye læskærme. AFA JCDecaux står også for drift og vedligeholdelse af Odenses pendlercykler. På den måde kan pendleren være sikker på, at cyklen altid er der, ikke er flad eller ødelagt.

Pendlercyklerne er magen til bycyklerne – dog har pendlercyklerne 7 gear, mens bycyklerne er med 3 gear.


Sådan virker pendlercyklen

  • Tilmeld dig på www.bikeodense.dk. Du skal vælge, hvilken lokation du vil benytte cyklen fra og for hvor lang en periode (1 uge, 1 måned eller 3 måneder)
  • Når du ankommer til den valgte lokalitet, sender du en sms, og din cykel frigives
  • I løbet af dagen kan din cykel låses med egen lås, mens cyklen skal afleveres i samme stativ, når du leverer den tilbage. Når du afleverer cyklen, modtager du en sms som bekræftelse på, at cyklen er afleveret
  • Det kommer til at koste 50 kr. om ugen, 100 kr. om måneden eller 250 kr. for 3 måneder at leje pendlercyklerne

Gaver til de første 80 pendlere
AFA JCDecaux giver en gratis cykelhjem til de første 80, der tilmelder sig pendlerordningen. De første 80 tilmeldte til pendlercykelsystemet får også april måned gratis.


Yderligere oplysninger
Odense Kommune: Dorte Råby, tlf. 65 51 27 50
AFA JCDecaux as: Kim Axelsen, tlf. 36 34 24 00