Spring til indhold
Nyhed

Fem odenseanske virksomheder får elcykler i julegave

12-12-2011

I de seneste seks måneder har en række odenseanske virksomheder kunnet benytte sig af en eller flere elcykler, som Odense Kommune har stillet til rådighed som en del af en større elcykelkampagne.
 

- Formålet med kampagnen har været at indarbejde cykelturen i arbejdslivet - både i form af transport til og fra arbejdspladsen, men også som et godt, billigt og ikke mindst miljøvenligt alternativ til firmabilen. Vi har fået meget positive tilbagemeldinger fra de virksomheder, der har deltaget, og flere overvejer nu selv at købe elcykler til virksomheden, siger Steen Møller, rådmand i By- og Kulturforvaltningen.

 
Elcyklen sparer både tid, penge og brændstof
En netop gennemført spørgeskemaundersøgelse viser, at elcyklerne har en klar berettigelse - også i erhvervslivet.

For mange er tid en væsentlig faktor og bruges ofte som en undskyldning for at lade cyklen stå, men med elcyklen kan medarbejderne spare tid. På de kortere ture foretrækker de fleste at tage elcyklen frem for firmabilen, fordi det er lige så hurtigt, man altid kan finde parkering, og man samtidig kan få lidt frisk luft.
 

Desuden har flere af de deltagende virksomheder kunnet mærke betydelige besparelser i løbet af kampagnen, fordi firmabilerne eller medarbejdernes egne biler har stået mere stille end normalt. Her og nu sparer man således brændstofudgifter eller kilometergodtgørelse, men på den lidt længere bane er det ikke utænkeligt at se endnu større besparelser i form af faldende udgifter til reparationer og vedligeholdelse.

 
Praktiske oplysninger om arrangementet
Rådmand Steen Møller overrækker de 10 cykler til virksomhederne onsdag den 14. december kl. 14 i slotsgården på Odense Slot, og herefter bydes der i anledning af julen på glögg og æbleskiver.

 
Pressen er velkommen.

 
Kontaktoplysninger
Steen Møller, rådmand i By- og Kulturforvaltningen, tlf.: 51 48 19 20, e-mail: sm@odense.dk
Thomas Jaap, kontorchef i By- og Kulturforvaltningen, tlf.: 65 51 27 04, e-mail: tjaa@odense.dk