Spring til indhold
Nyhed

Akademikere kvalitetssikrer fundraising i Odense

31-03-2011

Siden april 2010, har et pilotprojekt har haft succes med at placere fundraisere, i form af nyuddannede akademikere, i forskellige afdelinger i Odense Kommune. I alt fire fundraisere har været placeret rundt omkring i kommunen, og det har vist sig at være en økonomisk gevinst, samtidig med at det har medført en kvalitetssikring af processen omkring fundraising.

- Få har fået øjnene op for det enorme potentiale i fundraising, men for os var det er en oplagt mulighed for at skaffe penge. Derfor var vi ikke et øjeblik i tvivl om, at tilbuddet om at få en fundraiser var attraktivt, siger Mads Graves Larsen, vækstchef i Odense Kommune.


Fundraisere – en økonomisk gevinst

Indtil videre har de fire fundraisere i alt hentet 2.722.237 kr. hjem til deres forskellige afdelinger.

Alt i alt en god forretning for Odense Kommune, der ved at benytte sig af tilbuddet om en fundraiser, samtidig er med til at afhjælpe den arbejdsløshed mange nyuddannede akademikere oplever i disse år.


Akademikere som fundraisere

’Fra kvalifikationer til kompetencer’ hedder projektet, der fra april 2010 har tilbudt kommunen at få tilknyttet fundraisere. Det afsluttes ved udgangen af april 2011 og har haft til formål at give ledige nyuddannede akademikere erhvervserfaring, der kan føre til fast ansættelse.

Mette Mathiasen startede som nyuddannet i løntilskud hos Vækst og Viden, Odense Kommune og er i dag ansat i afdelingen.


- Som fundraiser for Vækst og Viden har jeg hovedsageligt været involveret i rigtig store projekter for flere millioner kroner. Der er som regel flere måneders ventetid på at få svar fra disse fonde, men indtil videre har jeg fået en prækvalifikation på 4,5 mio. kr., og afventer det endelige svar i juni i år. Jeg kan se, at jeg gør en forskel, og det giver selvtillid, siger Mette Mathiasen.


Erfaringer videreføres

Pilotprojektet ’Fra kvalifikationer til kompetencer’ er igangsat af Udvikling Odense og finansieret af Det Lokale Beskæftigelsesråd Odense. Ved hjælp af ordningen om ’ansættelse med offentligt løntilskud’ har vi givet ledige nyuddannede akademikere et springbræt til kompetenceopbygning og reel erhvervserfaring. Samtidig har vi synliggjort fundraising, og gjort os nogle erfaringer med henblik på, hvordan fundraising fremover kan implementeres og blive et mere synligt element i Odense Kommune.


Pressekontakt: Line Reimuth Winther: 6375 9519 / 2987 9912

(Katrine Krebs): 5177 7466

Case: Mette Mathiasen: 6375 9534


Udvikling Odense er en del af Odense Kommune og arbejder med service og udvikling på erhvervs- og turismeområdet.