Spring til indhold
Nyhed

Så kom der regndans på Odense Havn!

29-05-2010

Odense Havnekulturfestival 2010 har indtaget Odense Havn med et brag af en fest trods regnbyger.


By- og Kulturforvaltningens rådmand Jan Boye åbnede officielt festivalen i strålende solskin sammen med den talende robot fra Syddansk Universitet.


Det odenseanske band Wrong side of Vegas samlede et oplagt publikum i alle aldre og der blev rocket og danset masser af regndans, alt imens cykelbådspassagererne studerede pingvinerne på det flydende isbjerg på tæt hold.


Magtens Korridorer fyrede en forrygende fed koncert af for et total oplagt publikum – Havnepladsen var stuvende fuld og folk blev ved med at strømme til på trods af regnen. Paraplyerne hoppede og dansede i takt med musikken og Johan Olsen udtrykte sin ”fucking respekt” over for et insisterende publikum, der trodsede regnen hele koncerten igennem.


De fremmødte gæster hyggede og festede på hele festivalområdet. Gæsterne tog godt imod Byens Ø - det nytilkomne festivalområde – hvor der var godt gang i strandbaren trods regnen.

Der meldtes udsolgt i Klima Kaféen, men bare rolig der er fyldt op igen til i morgen, hvor de glæder sig til at betjene det klima-interesserede publikum.


Programmet for i morgen er igen spækket med masser af kulturelle oplevelser. Det bliver spændende at følge konkurrencerne i Waterbubbles, skate og dragebådsejlads. Musikprogrammet er fyldt med musik for en hver smag fra de fire scener og lørdag aften er der igen store navne på programmet når The Blue Van og Lucy Love indtager Havnepladsen. Det hele sluttes af med afterparty i Memcorn bygningen med blandt andet La Cuchina Som Sistema.



Flere oplysninger

Festivalkoordinator Maria Henningsen telefon 26127832.

www.havnekulturfestival.dk