Spring til indhold
Nyhed

Lene Byrialsen stopper som stadsbibliotekar ved Odense Centralbibliotek

02-11-2010

Beslutningen kommer efter drøftelser mellem Lene Byrialsen og Odense Kommune om analysen af mulighederne for en fusion af bibliotek og borgerservice i en model med et nyetableret lokalefællesskab og i partnerskab med andre end kultur- og biblioteksfolk. På centrale punkter har parterne ikke kunnet mødes på tilfredsstillende vis, og der er derfor enighed om, at det er bedst for alle parter at stoppe samarbejdet.

- Det har været nogle spændende og udfordrende år, og jeg har været glad for det gode samarbejde med både de mange samarbejdspartnere i og udenfor biblioteksvæsenet og med personalet. Nu glæder jeg mig til nye udfordringer, udtaler Lene Byrialsen, der bl.a. påtænker at gå i gang med videreuddannelse.

Set i lyset af ovenstående er det aftalt, at Lene Byrialsen fratræder sin stilling med det samme.

- Odense Kommune sætter stor pris på de resultater, der er opnået på biblioteket under Lene Byrialsens ledelse de seneste knap 8 år. Lene efterlader et veldrevet bibliotek med en sund økonomi, der har markeret sig med gode og nytænkende initiativer, som både er til glæde for borgerne, og som har sat Odense Centralbibliotek på landkortet som et moderne bibliotek. Blandt andet den populære Harry Potter Festival og bibliotekets visionære satsninger på it-læring og på digitale tilbud, siger administrerende direktør Søren Bonde Hansen, Odense Kommunes By- og Kulturforvaltning.

Formidlingschef Kent Skov Andreasen konstitueres i stillingen som stadsbibliotekar per dags dato.

- Bibliotekets opgave er at fortsætte og videreudvikle den fine service og de gode bibliotekstilbud, som bibliotekets brugere hidtil har været vant til. Der vil fortsat være fokus på at udvikle nye tilbud i samarbejde med Odense Kommunes øvrige institutioner, samt det netværk af samarbejdspartnere biblioteket har blandt andet på kulturområdet og med de øvrige centralbiblioteker, udtaler Kent Skov Andreasen.

Yderligere informationer
Aministrerende direktør Søren Bonde Hansen, By- og Kulturforvaltningen, 65 51 20 01