Spring til indhold
Nyhed

Iværksætterne viser vejen

10-11-2010

 

-Det er fantastisk, at de fynske iværksættere i år fremstår mere samlet. For første gang udstiller iværksættere fra hele seks fynske kommuner, så der bliver rig mulighed for at netværke bredt og på tværs. Det er præcis den vej, vi bør gå på Fyn – nemlig at understøtte og bruge hinanden. Iværksættermessen er et perfekt eksempel på, vi styrker hinanden ved at stå sammen, siger erhvervschef i Udvikling Odense Kim Ulrik Larsen.


Det er tredje år, iværksættermessen bliver afviklet i Odense som en del af den internationale iværksætteruge ’uge 46’, men det er første år, der er så mange udstillere med. Deltagerlisten afspejler alsidighed og spænder fra viden om YouTube-videoer over knagerækker og jagttrofæer til bryllupsarrangementer. Der bliver rig mulighed for at få udvidet sin horisont i Tre For Park den 15. november.


-Ud over at iværksættermessen er et udstillingsvindue for nye virksomheder, er det også en væsentlig event, der skal skabe opmærksomhed omkring iværksætteri. Danmark – og i særdeleshed Fyn – har brug for folk, der vil og tør skabe nye arbejdspladser. Vi har brug for virksomheder og vækst, og iværksætterne viser vejen. Derfor er det vigtigt at bakke dem op med denne event, som mange fynboer forhåbentlig vil besøge, siger direktør Inge Dahl fra Udviklingsrådet i Assens.


Det er Østfyns erhvervsråd, Erhvervsrådet Svendborg, Nordfyn erhverv, Udviklingsrådet i Assens, Faaborg-Midtfyn Erhvervsråd og Udvikling Odense, der står bag den fælles fynske iværksættermesse i uge 46. Udstillerne er alle virksomheder fra Fyn, der er under tre år gamle. De dyster om en markedsføringskampagne fra Fynske Medier til en værdi af 40.000 kroner – og selvfølgelig om gæsternes opmærksomhed.

Sidste år deltog 7,5 millioner mennesker i 32.000 arrangementer i 88 lande i løbet af den internationale iværksætteruge.


For yderligere info:

Iværksætterkonsulent Randi Trabjerg, Udvikling Odense, 2051 7085

Se mere om den fynske iværksættermesse: www.udviklingodense.dk

Se mere om den nationale iværksætteruge: www.uge46.dk