Spring til indhold
Nyhed

63 forretningsidéer kæmper om store pengepræmier

21-05-2010
Nu kåres årets bedste idé på Fyn

Udvikling Odenses store idékonkurrence ”Danmarks bedste idé på Fyn” nærmer sig sin afslutning. Ved konkurrencens deadline er der indløbet 63 bidrag, som nu er med i opløbet om præmier for i alt 140.000 kr. Vinderne kåres ved en idékonference på Stjerneskibet den 1. juni kl. 16.00-18.30.
Idékonferencen sætter fokus på, hvordan man får den gode idé op af skuffen og ud i verden. Hvilken vej skal man vælge? Skal man gå hele vejen selv, eller skal man indgå licens- og samarbejdsaftaler med en større spiller? Til det siger indlægsholder og medstifter af Opfinderforeningen.dk, Vivi Aakjaer:

Bekæmp den klassiske tankegang
- Rundt omkring er der mange kreative mennesker, som går rundt med unikke idéer. Deres største udfordring er ikke selve ideen, men kommercialiseringen. For der er mange indvendinger mod opfindelser og samarbejde: Det er for dyrt, for besværligt og for svært at sælge. Men hvis alle havde denne tankegang, havde vi aldrig fået Lego klodsen, siger Vivi Aakjaer.
Gennem sin virksomhed Aakjaer Innovation arbejder hun med at udvikle egne og andres idéer og efterfølgende sælge dem ind til distributionskanaler. Blandt de produkter, hun har lanceret kommercielt, er de såkaldte DoubleLoops og en vaskepose til BH og forklæder - produkter som hun har indgået nationale og internationale licensaftaler om.
I sit foredrag vil Vivi Aakjaer fortælle om, hvordan man som idémager kan påvirke den klassiske tankegang, så virksomheder får øjnene op for, hvordan man kan indgå en licensaftale og et samarbejde.

Præmier for 140.000 kr.
De 63 konkurrencebidrag i ”Danmarks bedste idé på Fyn” spænder fra dugfriske produkter over nyudviklede teknologier til nye oplevelseskoncepter. - Vi er meget imponerede over både antallet og kvaliteten af bidragene. Især fordi det jo er nye idéer Danmark skal leve af i fremtiden, siger projektleder Brian Christensen.

Til de tre bedste idéer er der præmier på hhv. 25.000, 10.000 og 5.000 kr. Derudover uddeles to særpriser: Miljøprisen på 20.000 kr. gives til den bedste idé inden for grøn udvikling og miljøteknologi. Miljøforum Fyn er medsponsor af denne pris.

Den anden særpris, ”Kom i kløerne på en venture kapitalist”, gives til den idé, der er bedst egnet til konkret forretningsudvikling. Prisen består af en forundersøgelse af IPR (rettighedsbeskyttelse), teknologi og marked. Prisen har en værdi af op til kr. 80.000 og er sponseret af Syddansk Teknologisk Innovation.

Yderligere oplysninger
Projektleder Brian Christensen, Udvikling Odense, tlf. 40 22 87 94, brc@odense.dk
Professionel opfinder Vivi Aakjaer, Aakjaer Innovation, tlf. 22 39 21 86, vivi@doubleloops.com
Se konferenceprogrammet på www.udviklingodense.dk.