Spring til indhold
Nyhed

Stor interesse for bæredygtige byer på Fyn

01-04-2009
Der er absolut fuldt hus til MiljøForum Fyns årsmøde d. 1. april, hvor emnet er ”Bæredygtige byer og byggeri med miljøhensyn”. På mødet vil der være fokus på en lang række muligheder, de fynske kommuner og andre aktører har for at skabe bæredygtige lokale løsninger, der rækker ud i fremtiden. Hvis disse bæredygtige løsninger skal blive en realitet, skal alle aktører i sving og heldigvis er deltagerne til årsmødet netop sammensat af en bred vifte af kommunale planlæggere og politikere, rådgivere, arkitekter, entreprenører m.m.

Ni ud af ti borgere i Danmark bor i byen, og byen er således rammen om mange menneskers liv – både på arbejde og i fritiden. Samtidig er byen og dens udformning en stor udfordring, når vi taler om bæredygtig udvikling.
- Kommunerne spiller en vigtig rolle, ikke mindst gennem planarbejdet, og mange kommuner har heldigvis allerede taget udfordringen op og formuleret politikker for en bæredygtig udvikling af byer og byområder, siger Anker Boye, formand for MiljøForum Fyn.

Han glæder sig over den store tilslutning til årsmødet:
- Det er skønt at se, at der nu igen i år er fuldt hus til årsmødet og at alle de vigtigste aktører er repræsenteret. Så er der nemlig basis for en god diskussion af hvordan vi får skabt handlinger bag de gode intentioner.

Et af mange vigtige emner i den bæredygtige by er byggeriet – ikke mindst fordi halvdelen af det samlede CO2-udslip i Danmark stammer fra netop byggesektoren. Samtidig er byggeriet et af de områder, der har det største potentiale for CO2-reduktioner og der er allerede udviklet værktøjer til inddragelse af klima- og miljøhensyn i byggesektoren.

- Ikke mindst derfor har vi valgt, som en del af dagens tema, at fokusere på det bæredygtige byggeri i det håb, at det kan inspirere både planlæggere, branchefolk og offentlige og private bygherrer til en styrket indsats, siger Anker Boye, der glæder sig til at høre en række spændende oplæg som skal inspirerede deltagerne.

Det er ikke kun på Fyn at emnet bæredygtighed er aktuelt. I fredags udsendte regeringen således sin strategi for bæredygtig udvikling. Her indgår bæredygtige byer naturligvis som et vigtigt tema, hvilket glæder Mogens Michael Møller sekretariatsleder for MiljøForum Fyn:

- Vi er meget godt tilfredse med timingen af vores årsmøde og den store, siger Mogens Michael Møller der mener at kommunerne spiller en rigtig vigtig rolle for en bæredygtig udvikling - blandt andet gennem udviklingen af byerne, herunder som bygherrer og nogle af landets største ejendomsbesiddere.

Programmet til årsmødet kan ses her

Yderligere oplysninger:

Mogens Michael Møller, sekretariatsleder, MiljøForum Fyn, tlf. 63157324, mobil 30248053, mmm@mf-fyn.dk
www.mf-fyn.dk