Spring til indhold
Nyhed

Over tusinde film fra hele verden tilmeldt festival i Odense

16-04-2009

Filmtilmeldingen til OFF09 er nu lukket og de mange film skal ses igennem. Kun de aller bedste slipper igennem nåleøjet og bliver vist på festivalen i august

.


Odense Internationale Film Festival har nu officielt lukket for tilmeldingen af film til festivalen 17. – 22. august 2009. I de to måneder, det har stået på, er det væltet ind med film fra hele verden. Festivalens popularitet er ikke til at tage fejl af: igen er der over tusinde tilmeldinger, og igen er udvælgelsesjuryen kommet på en rigtig hård opgave.

I løbet af de næste måneder skal de se over tusinde film, vurdere hver enkelt, og tage stilling til hvor vidt filmen egner sig til at deltage i filmfestivalens prestigefyldte konkurrencesprogrammer. Under ledelse af Cecilia Lidin vil det resultere i et skarpt og alsidigt filmprogram, hvor der er plads til alt, fra det smalle, skæve, mærkelige og smukke. Fra animation, til film for børn, det eksperimentelle og selvfølgelig den gode historie i form af kort fiktion og dokumentarfilm.


I alt er der 5 personer, der med kritiske øjne skal udvælge filmene til årets festival. Cecilia Lidin, festivalens kunstneriske leder, er med til at gennemse både de nationale og internationale film. I den nationale udvælgelsesjury sidder også Ulla Jacobsen og Lars Bo Kimergaard, mens den internationale består af Ulrich Breuning og Birgitte Kehler Holst. Hvilke film der bliver udvalgt vil tiden vise.


Yderligere info: Birgitte Weinberger 65512821, bsw@odense.dk