Spring til indhold
Nyhed

Musik og sang i Kongens Have

24-11-2009

Afslutningen på renoveringen af Kongens Have markeres med et arrangement i haven fredag den 27 november kl. 15.30. Arrangementet foregår, når mørket sænker sig over Kongens Have, fordi Kongens Have har fået en helt ny belysning på stierne og en effektbelysning på havens træer. Alle er velkommen.

Kongens Have er blevet renoveret gennem 2009 med stor respekt for havens lange historie og mange værdier. Samtidig er der dog blevet tilføjet en række nye muligheder og oplevelser i haven. Renoveringen er sket med solide og klassiske materialer af høj kvalitet, der passer til havens øvrige elementer og lange historie.

Se plan over haven her.

Nye stier og pladser
Haven åbner sig efter renoveringen mod byen, så man kan se ind i den, men også fra haven opleve de mange smukke bygninger, der ligger omkring den. Kongens Have har fået nye gangstier og pladsdannelser i en særlig solid og smuk mørk klinke skabt specielt til haven. Den diagonale sti gennem haven er ændret til en bred knækket gruspromenade. Kongens Have tilbyder nu flere forskellige ganglinier gennem haven. Der er plads til ophold og oplevelse i et lavere tempo og på en anden måde, end det den øvrige by omkring haven tilbyder. Man har desuden fået en smukkere og tydeligere oplevelse af haven og Slottet, når man bevæger sig rundt omkring haven.

Byens længste siddeplads, 200.000 blomsterløg og ny belysning
En granitkant danner afgrænsning mod Østre Stationsvej og bliver til byens længste siddeplads i en lang bue ved Jernbanegade. En stor lund af paradisæbletræer, rododendrongrupper og over 200.000 blomsterløg vil fremover blomstre i haven. Kongens Have har fået større og mere sammenhængende græsplæner, der indbyder til ophold og leg. Der er også etableret en helt ny belysning på havens stier og en effektbelysning, der skifter for hver af ugens dage.

Renoveringen har særlig fokus på at øge oplevelsen af tryghed, når man færdes gennem og opholder sig i haven. Det skal være en attraktion og en smuk oplevelse at gå gennem Kongens Have. 

Oplevelsen af Kongens Have som et helt særligt sted i Odense og i Danmark er styrket og raffineret. Brugsværdien - mulighederne for leg, ophold og gennemgang i haven er forbedret og udviklet, så den gamle have nu tilbyder nye muligheder, der passer til nutidige og fremtidige behov.

Haven har været i brug gennem hele perioden, hvor den er blevet renoveret. Områder og stier er løbende blevet indtaget af byens borgere, når de var færdige. Kongens Have er samtidig med renoveringsarbejdet blevet brugt til en lang række af koncerter, arrangementer og events. Når havens græsplæner i løbet af foråret 2010 har fået ordenligt fat, er Kongens Have klar til nye arrangementer og koncerter.

Indvielse af Kongens Have
Fredag den 27. november kl. 15. 30 bliver renoveringen af Kongens Have officielt fejret, når rådmand Anker Boye tænder den nye belysning og kor fra Skt. Hans Kirke synger i det fri.

Allerede fra kl. 14.30 er der musik i haven, når Posten varmer op til vinterlounge, og børn og unge fra Marie Jørgensens Skole og Odense Katedralskole underholder. By- og Kulturforvaltningen sørger for både varme og kolde drikke.

Alle er velkomne til at deltage i arrangementet.

Indvielsen er det første arrangement i en række af juleevents i Odense - se mere om de øvrige arrangementer på www.visitodense.com.

Yderligere informationer
Bo Hune, e-mail: bosh@odense.dk, telf.: 65 51 2748, mobil: 2965 2273
Se billeder og mere om projektet på www.odense.dk/kongenshave

Fakta

  • Renoveringen har kostet 15 mio. kr.
  • Byherre er By- og Kulturforvaltningen, Odense Kommune
  • Kongens Have er renoveret på baggrund af en indbudt arkitektkonkurrence, hvor vinderforslaget er tegnet af Erik Brandt Dam Arkitekter Aps, Lysdesigner Jesper Kongshaug og Grontmij Carl Bro
  • Arbejdet er udført af anlægsgartnerfirmaet P. Malmos A/S