Spring til indhold
Nyhed

Babymøde i BorgerServiceCenter Odense

21-09-2009

15 babyer indtager sammen med deres mødre i morgen tidlig BorgerServiceCenter Odense til en snak om Odense Kommunes elektroniske pladsanvisningssystem


Stofbleer, sutteflasker og kulørt legetøj vil i morgen tidlig være at finde i BorgerServiceCenter Odense, når 15 mødre allerede kl. 9.00 svinger barnevognene ind på Skulkenborg for at give deres uforbeholdne besyv med om Odense kommunes elektroniske Pladsanvisning.


Den elektroniske pladsanvisning er et system, der giver børnefamilierne i Odense Kommune mulighed for at tilmelde sig pasning via Odense Kommunes hjemmeside www.odense.dk.


Vil gerne blive bedre

Marianne Frost, konsulent i BorgerServiceCenter Odense, fortæller, at Odense Kommunes elektroniske pladsanvisningssystem, der gik i luften i maj 2007, generelt har været en god succes:


”Men vi vil selvfølgelig gerne blive bedre og opgradere vores system til i endnu højere grad at imødekomme de nybagte forældres behov. Derfor har vi inviteret til panelmøde og håber på nogle gode og konstruktive indspark,” fortæller hun.


Første mor/barn-møde i BorgerServicecenter

Det er første gang, at BorgerServicecenter Odense holder et mor/barn-møde på denne måde, men aktiv borgerinddragelse er noget, man i BorgerServiceCenteret og i resten af kommunen vil arbejde mere med fremover, når der skal udvikles nye digitale services til borgerne:


”Det er rigtig vigtigt for løsningen af vores opgaver og for vores service at høre borgernes ærlige meninger og erfaringer, og dem får vi kun, hvis vi giver os tid til at gå i direkte dialog med vores brugere,” siger Marianne Frost.


De nybagte mødre skal i morgen bl.a. fortælle om deres erfaringer med informationerne på hjemmesiden, om det var nemt eller svært at skrive børnene op til en plads, og om de fandt det dagtilbud de søgte.


Odenses elektroniske pladsanvisning finder man på www.odense.dk/pladsanvisning


Yderligere oplysninger

Marianne Staby Frost, Konsulent: 6551 8110

Frank Jespersen, Afsnitsleder: 6551 8132