Spring til indhold
Nyhed

Talenter fik indløst de høje forventninger

25-01-2010

Første kursus i talentudviklingsprogrammet under Udviklingsforum Odense – Fynske Talenter – blev afholdt den 20. og 21. januar på Tøystrup Gods. Talenterne fik i løbet af to dage en masse at tænke over og viden at tygge på fra en psykolog, en tidligere jægersoldat og en professionel fodboldspiller.



De 15 deltagere fra fynske virksomheder, der onsdag morgen mødte op på Tøystrup Gods ved Ringe til første dag i talentudviklingsprogrammet Fynske talenter, var i den grad parate til at udfordre sig selv. Og dagens underviser Nicolai Moltke-Leth, der er sociolog og tidligere jægersoldat, understregede nødvendigheden af, at de også skulle udfordre hinanden. Ellers er tiden spildt, mener han.

Janne Poulsen, der er chef for kompetenceafdelingen i virksomheden Team Online og deltager i Fynske talenter, var da også helt på det rene med den indstilling.

- Jeg har meget store personlige forventninger. De parter, der går sammen om det her, ville ikke gøre det uden virkelig at få noget ud af det, sagde hun og fremhævede specielt større selvindsigt som et af de mål, hun gerne vil nå.

- Og på den måde vil jeg selvfølgelig også gerne blive i stand til at bidrage endnu mere til virksomheden.

Øvelser på gulv
Gennem en række øvelser på gulvet afleverede Nicolai Moltke-Leth sine pointer om vigtigheden i at bryde sine vaner. For ifølge ham begrænser vores tankemønstre os i, hvad vi tror, der er muligt, når vi desværre har en tendens til at sætte målene for lavt. Dels er vi bange for ikke at kunne indfri målene, dels frygter vi manglende anerkendelse fra chef og omgivelser.


Og i den erkendelse ligger også, at alle har et naturgivent talent. De 15 deltageres talent er allerede blevet spottet, og de har vist lyst til at udvikle sig både fagligt og personligt. Som fremtidens mulige ledere, udviklere og topspecialister er det vigtigt, at de også formår at se og bringe andres talent i spil.


- Du er allermest ubesværet, når du er i dit talent. Det er der, tiden flyver af sted, og du opnår dit flow. Men én ting er dig selv. Spørgsmålet er, hvordan du aktiverer de andre til det samme, sagde Nicolai Moltke-Leth og pegede på, at det er omsonst kun at være optaget af at nå de færdigheder, man ikke mestrer. Man skal i stedet styrke sine kompetencer.


Spændende halvandet år venter
Efter en inspirerende dag kunne deltagerne opleve fodboldspilleren Thomas Helvegs syn på talent, og hvordan han formåede at forløse det til en international karriere. Ifølge Thomas Helveg findes der nogle universelle personlige og sociale egenskaber, som gælder, uanset om man er idrætsmand eller i en erhvervskarriere. Eksempelvis indstilling, ydmyghed og hårdt arbejde.


På dag to blev undervisningen endnu mere konkret, da psykolog Birgitte Andersen gik tæt på og blandt andet udfordrede deltagerne på personlige værdier og mål.


For chefrådgiver i Nova Bank Sune Hasseltoft, der også deltager i talentprogrammet, gav de to dages undervisere og gæst tilsammen et perfekt afsæt for den første talentudviklingsgruppe under Udviklingsforum Odense.


- Det virkede som om, alle i gruppen følte sig godt tilpas og var åbne over for hinanden. Det tegner godt for det næste halvandet år. Mine forventninger var høje, da vi begyndte, og de er bestemt ikke blevet mindre, sagde han.


Projekt- og kursusleder Andreas Kjeldsen fra Erhvervsservice Odense, der i praksis gennemfører programmet, har en rigtig god fornemmelse i maven nu, hvor talentudviklingsprogrammet er sat i søen:


- Vi kan kun have grund til at være optimistiske i forhold til det videre forløb. Det er ’value for money’ for de deltagende virksomheder, siger han





Nicolai Moltke-Leth lavede øvelser med de fynske talenter, der skulle underbygge nogle af hans pointer og derudover indgyde tryghed i gruppen, så de var åbne for at lade sig udfordre af hinanden.