Spring til indhold

Hjælp til 18-30-årige

Ønsker du et forløb ved Psykologteamet og er mellem 18-30 år? Så kan du her læse mere om, hvordan du kommer i betragtning.

Kan jeg få hjælp ved Psykologteamet?

Du kan få hjælp hos os, hvis du oplever psykisk mistrivsel og du:

  • er 13 - 30 år
  • er bosat i Odense Kommune
  • ikke har mulighed for at få hjælp andre steder

Vi tilbyder dig ikke et forløb, hvis din problematik kan varetages af fx et frivilligt tilbud, i psykiatrien eller hvis din problematik kan udløse en henvisning fra egen læge til privatpraktiserende psykolog. Læs mere om henvisningskriterierne til privatpraktiserende psykolog her. Det er desværre ikke muligt at bruge en henvisning fra egen læge hos os. 

 

Hvordan får jeg hjælp ved Psykologteamet?

Du skal tage til kontakt til os på hovedtelefonen i åbningstiderne - se mere under kontakt os. Under denne telefonsamtale vil du blive bedt om at fortælle lidt om de problemer, du oplever. Vi vil over telefonen prøve at finde ud af, om vi er det bedst egnede tilbud til dig. Hvis du falder inden for vores målgruppe, vil du blive tilbudt en forsamtale. Forsamtalen er en samtale af ca. 1 times varighed med en behandler. Behandleren vil igen vil tage stilling til, om Psykologteamet er det rette sted for dig og om vi kan tilbyde dig et individuelt forløb eller et gruppeforløb.

 

Individuelt samtaleforløb

Et individuelt forløb består af op til 5 samtaler (forsamtalen tælles ikke med i 5 samtaler). Det er ikke muligt at vælge en bestemt behandler. Du tildeles plads ved den behandler, der har den først mulige tid.

 

I forløbet er du anonym. Det betyder, at vi ikke deler informationer om dig med andre instanser. Arbejdsnotater slettes 30 dage efter dit forløb er afsluttet. Vi opbevarer alle informationer i henhold til GDPR.

 

Psykologteamet har ikke mulighed for at yde akut hjælp til psykologiske problemstillinger. Står du i en akut situation, skal du derfor kontakte din praktiserende læge, lægevagten eller Psykiatrisk Akutmodtagelse.