Nyhed

Præmiering af godt og smukt byggeri 2018 08-10-2018

 

To odenseanske nybyggerier løb i dag den 8. oktober med prisen for godt og smukt byggeri 2018. Det blev Carl Nielsens Kvarter 9-17 og Sydbank Sdr. Boulevard 39-41, der kan smykke sig med titlen.

 

Igen i år har Præmiering af godt og smukt byggeri fundet sted. På Odense Slot overrakte by- og kulturrådmand, Jane Jegind (V), diplomer og bronzeskilte til to odenseanske byggerier.

- God arkitektur handler om æstetik og skønhed, men det handler lige så meget om, hvorvidt bygningen opfylder sin tiltænkte funktion, og om den forholder sig til det sted, den er placeret. Arkitekturen favner bredt og er overalt. Den berører os og påvirker os og er uløseligt forbundet med vores daglige liv, hvor vi møder den både på vores arbejde og i vores fritid. Derfor er præmiering af godt og smukt byggeri en vigtig begivenhed, der er sætter fokus på kvaliteten i byggeriet og på arkitekturens indflydelse på vores daglige omgivelser, sagde by- og kulturrådmand Jane Jegind blandt andet i sin tale.

Det er en dommerkomite med by- og kulturrådmand Jane Jegind i spidsen, der har vurderet en række projekter og har udvalgt de to byggerier. Ud over Jane Jegind har komiteen bestået af byrådsmedlem Anders W. Berthelsen (A), arkitekt Mette Tony, arkitekt Erik Brandt Dam, chef for Byudvikling i Odense Kommune Ellen Drost og chef for Drift og Anlæg i Odense Kommune Thomas Østergård Jørgensen.

Komiteen har givet følgende begrundelser for at præmiere de to projekter:

 
 
 
 

Carl Nielsens Kvarter 9-17

Adresse Carl Nielsens Kvarter 9-17

Arkitekt Årstiderne Arkitekter

Ingeniør Rambøll A/S

Entreprenør 5E Byg A/S

Med forvandlingen af Thomas B Thriges gade er Odenses bymidte under gennemgribende forandring. Ud fra en gennemtænkt helhedsplan skabes en ny bæredygtig bydel gennem Odenses bymidte.

Det yderste byggefelt mod Hans Jensens Stræde, Lotzes Have og HC Andersens huset kommer til at spille en centrale rolle i de fremtidige byrum, som port til området og ansigt mod den åbne park - og her er Carl Nielsen Kvarter 17 vellykket i sin udformning. Man er lykkedes med at opfylde alle de detaljerede retningslinjer, der er defineret for hvert byggefelt i planen og lever dermed op til rollen som førstemand.

Bygningen er mod syd udformet med et stort bueslag på hjørnet, der leder den gående langs letbanens nye tracé, hvor man beskyttes af en fin overdækket passage. Mod øst er det samlede volumen fint bearbejdet og aftrapper mod HC Andersens kvarteret og dets mindre skala; en aftrapning, der samtidigt giver mulighed for udeophold på etagerne. Også altaner er indskrevet i volumenet, og bidrager til det samlede indtryk af et imødekommende byggeri.

Bygningens murede overflader i fine lyse teglsten samler alle disse tiltag i et samlet hele. Murværket er bearbejdet og detaljeret med bånd, recesser, et særligt forbandt og standerskifter - alt sammen med henblik på at give oplevelse af kvalitet også i det nære møde med bygningen.

Den centrale adgangstrappe, der løber rundt om et åbent rum med lysindtag i loftet, er en fin måde at ankomme til sin bolig på. Boligerne er dermed beliggende over hjørner, og dette giver fint lys og fine udsigtsforhold. På taget har man som beboer mulighed for at tage ophold på tagterrasse.

Med Carl Niels Kvarter 17 er 'Fra gade til by'-projektet kommet godt i gang.

 
 

SYDBANK

Adresse Sdr. Boulevard 39-41, 5000 Odense C

Arkitekt Praksis Arkitekter ApS

Ingeniør Henry Jensen A/S

Sønder Boulevard er den sydvestlige ankomstvej til Odense. Boulevarden krydser Kløvermosevej/Tietgens Allé i et stort vejkryds, der med årene kun er blevet endnu større. Med opførelsen af Sydbanks bygning har dette udflydende rum fået en bygningsmæssig støtte, der skaber bedre balance mellem byens rum for mennesker og strømmen af biler.

Sydbanks områdekontor er en sammensat bygning i 4 etager opført i røde tegl; den danner et solidt hjørne med stor tyngde mod vejene og en levende, vinkelformet bygningskrop mod sydvest. På denne måde løser bygningen de dobbeltrettede udfordringer - at svare på den store skala i trafikkens rum på den ene side og boligområdets og kroppens mindre skala på den anden. Tagterrassen på basen mod sydvest indrammes af den vinkelformede bygning og udnytter solorienteringen optimalt.

På afstand fremstår bygningen som en mangekantet monolit; på nært hold har bygningen en detaljering og materialemæssig rigdom, der rækker ud efter øjet hos den forbipasserende. Elegant er indgangen trukket væk fra hjørnet og placeret i en indskæring i bygningens base. Det skaber ro, et beskyttet sted væk fra trafikken og bygger ubesværet bro til boligbyggeriet langs Sønder Boulevard.

Bygningens interiør er velformet, materialemæssigt rigt og trækker på denne måde tråde tilbage til en tid, hvor håndværk og udførelsesmæssig kvalitet var bedre repræsenteret i byggeriet, end det er i dag.

Trappen fra kundeområdet til 1. sal, balkonværn, vægge og døre er omhyggeligt bearbejdede i træ, der bidrager til at bankens interiør opleves arkitektonisk overbevisende.

Sydbanks bygning er levende bygningskultur, der både peger frem og tilbage.

 
 
Kontaktinformation

Jane Jegind, by- og kulturrådmand, Odense Kommune, tlf.: 2091 1031
Ellen Drost, afdelingschef for Byudvikling, Odense Kommune, tlf.: 4036 1460

 

Vedhæftede filer

Carl Nielsens Kvarter 9-17_0.jpg
Carl Nielsens Kvarter 9-17_1.jpg
Carl Nielsens Kvarter 9-17_2.jpg
Carl Nielsens Kvarter 9-17_3.jpg
Sydbank_0.jpg
Sydbank_1.jpg
Sydbank_2.jpg
Sydbank_3.jpg
 
 

Opdateret 08-10-2018