Spring til indhold

Ambition og målsætning for dannelsesarbejdet

Der er mere på spil end blot børn og unges faglige viden, når det handler om at få et godt liv.

Forskellige karaktertræk har betydning for, hvordan børn og unge nu og som voksne løser faglige udfordringer og indgår i forpligtende fællesskaber. Det gælder både, hvordan de klarer sig gennem uddannelsessystemet, får fodfæste på arbejdsmarkedet, tager aktivt del i den verden, de er en del af, får styr på sig selv og skaber et godt liv for sig selv og deres familier. 


Derfor er det interessant at tale om dannelse. Derfor har vi som voksne omkring børn og unge en særlig opgave. Derfor ønsker vi i Odense, at dannelse er tydeligere i det pædagogiske arbejde.


Med dannelsesstrategien ønsker Børn- og Ungeudvalget at bidrage til vækstdagsordenen i Odense ved at understøtte udviklingen af de karaktertræk hos vores børn og unge, der ruster dem til den fremtid, de går i møde. Vi skal blive klogere på og dygtigere til at vide, hvad der skal til, for at de kommer til at mestre at leve i et samfund, hvor foranderlighed og forandring er et grundvilkår.

 

Ambitionen

Alle børn og unge er i stand til at erobre deres verden med tro på sig selv, mod på fremtiden og lyst og evne til at skabe sammen med andre. Med dannelsesarbejdet ønsker vi, at:

  • Alle børn og unge bliver parate til en fremtid, hvor de faglige, personlige og sociale kompetencer bliver afgørende for at kunne klare sig
  • Alle unge evner at gennemføre en uddannelse og få fodfæste på arbejdsmarkedet
  • Alle børn og unge indgår i positive fællesskaber
  • Mindske betydningen af barnets sociale baggrund.

 

Derfor skal børn og unge i Odense møde voksne, der guider og rådgiver dem, så de bliver i stand til:

  • At kende og udsætte egne behov og blive ved, når tingene bliver svære
  • At forblive nysgerrige og får lyst til at skabe
  • At tro på sig selv og får mod til at forfølge egne drømme
  • At tage ansvar for sig selv, fællesskabet og den verden, de er en del af.

 

De fire karaktertræk

Karakterdannelse er væsentligt for, at børn og unge lærer at stå på egne ben, udholde og mestre udfordringer, for at de selv og sammen med andre kan opdage og udforske nye løsninger, og for at de kan deltage aktivt i fællesskaber, etablere holdbare relationer og kan forholde sig kritisk og refleksivt til situationer.


Derfor har vi valgt fire karaktertræk som særligt vigtige i arbejdet med børn og unges dannelse: Vedholdenhed, nysgerrighed, mod og medmenneskelighed.

De fire karaktertræk udvikles i samspil mellem børn, unge, forældre, professionelle og de mange, der har indvirkning på børn og unges hverdag og dermed også deres dannelse. Dannelsesarbejdet foregår i dagtilbud, skole, i vores arbejde med forebyggelse og sundhed og i forhold til arbejdet med udsatte familier, hvor det også kan være ved at støtte forældrene i at arbejde med barnets dannelse.


Dannelsesarbejdet foregår altså i høj grad i dialog og samspil med de mange, der præger barnet. Det handler derfor også om, at vi som professionelle skal være dygtige til at sætte ord på, hvordan og hvornår vi arbejder med børn og unges personlige og sociale udvikling.

§ DANNELSE & SERVICELOVEN

§ 19. Kommunalbestyrelsen skal sørge for, at de opgaver og tilbud, der omfatter børn, unge og deres familier, udføres i samarbejde med forældrene og på en sådan måde, at det fremmer børns og unges udvikling, trivsel og selvstændighed. 


§ 46. Formålet med at yde støtte til børn og unge, der har et særligt behov herfor, er at sikre, at disse børn og unge kan opnå de samme muligheder for personlig udvikling, sundhed og et selvstændigt voksenliv som deres jævnaldrende.

Børn- og Ungeforvaltningen