Spring til indhold

Bregnevej

Odense Værkstedernes industriværksted

Hvad er Bregnevej?
Bregnevej er Odense Værkstedernes industriværksted. Her producerer og pakker vi en lang række produkter for forskellige firmaer. Vi har 5 afdelinger: montagen, produktionen, maskinværkstedet, træværkstedet og lageret. Derudover har vi også vores egen kantine. De 5 afdelinger arbejder ofte sammen om at løse en opgave ved at tage sig af forskellige dele af processen. Fx kan maskinværkstedet producere metaldele som efterfølgende bliver samlet og emballeret i montagen eller produktionen for til sidst at komme ud på vores lager før det ender hos kunden. Hvis vi i en periode har mere brug for arbejdskraft i én afdeling end i en anden, har vi også mulighed for at ”låne” borgere ud på tværs af afdelingerne. Og da der ikke er så skarp en opdeling mellem afdelingerne, er det ofte også muligt at skifte afdeling, hvis man har lyst til at prøve noget nyt. På Bregnevej har vi i høj grad fokus på arbejdsidentitet og det at være en produktionsvirksomhed. Vi forsøger så vidt muligt at ligne andre arbejdspladser og udefrakommende opgaver med faste deadlines er hele tiden omdrejningspunktet for Bregnevej.

Hverdagen på Bregnevej
På Bregnevej minder hverdagen på mange måder om den man finder på andre industrielle arbejdspladser. Vi har en fast struktur, hvor vi har åbent fra kl. 7:30 til 16 og kl. 8 går arbejdet i gang. Den enkelte borgers arbejdstid er individuelt tilrettelagt. I løbet af dagen har vi 3 faste pauser: én om formiddagen, én til middag og én om eftermiddagen. Når arbejdsdagen starter, går nogle borgere selv i gang med deres opgaver, hvis de ved hvad de skal. Andre sættes i gang af personalet, der fortæller, hvilke opgaver der skal løses den pågældende dag. Borgerne får så vidt muligt den type arbejdsopgaver, de bedst kan lide, men da Bregnevej er en produktionsvirksomhed med faste deadlines, kan det ikke altid lade sig gøre.

Borger på Bregnevej

Der er i alt 70 borgere på hele Bregnevej. 5-7 af borgerne – fordelt på de forskellige grupper – er vejledere, der står for at vise rundt på deres afdeling, når der er besøg. Der er ca. 15 personaler i alt på Bregnevej. Vi har mulighed for at tilpasse arbejdsopgaverne individuelt og finder ofte løsninger, der kan hjælpe den enkelte med en given opgave fx ved at producere hjælpeværktøjer. Det er forskelligt hvor meget hjælp og støtte borgerne hver især får, men målet er altid at arbejdsopgaverne bliver udført så selvstændigt som muligt. Borgerne på Bregnevej er som udgangspunkt selvhjulpne hvad angår almindelige dagligdagsopgaver. Enkelte borgere får dog hjemmehjælp i løbet af arbejdsdagen. Når man skal arbejde på Bregnevej er det vigtigt at man har lyst til at være en del af en arbejdsplads og være stolt af sit arbejde. Vi har en forventning om at man møder til tiden, overholder aftaler og passer sine arbejdsopgaver. Det er meget forskelligt hvordan borgerne kommer til og fra arbejde – nogle har fået bevilget transport mens andre selv står for det. På Bregnevej får alle borgere løn for deres arbejde. Timelønnen ligger på 6-22 kr. Den konkrete løn for den enkelte borger fastlægges til en årlig MUS-samtale og er baseret på ens stabilitet, ressourcer og udviklingspotentiale.

Ældre- og Handicapforvaltningen