Spring til indhold

Om eventkoordinatoruddannelsen i Odense Kommune

Her på siden kan du læse mere om: uddannelsen, hvad vi tilbyder, adgangskrav, løn- og ansættelsesvilkår samt hvem du kan skrive eller ringe til, hvis du har spørgsmål.

Du skal være opmærksom på, at video-streams kan sætte en eller flere cookies på din computer, når du trykker på afspil video. Læs mere om cookies

 

Om uddannelsen

Uddannelsen som eventkoordinator giver en grundlæggende viden om planlægning og koordinering af oplevelser. På skolen bliver du undervist i fag som eventgennemførelse, eventplanlægning, eventudvikling, salg og service. Du lærer under dit elevforløb om godt værtskab, god kundekontakt og kundepleje. 

En vigtig del af arbejdet som eventkoordinatorelev går ud på at finde den rette oplevelse, der passer til kundens eller borgernes behov. Som eventkoordinatorelev i Odense Kommune kommer du til at samarbejde med mange forskellige mennesker, og det er derfor vigtigt, at du trives med at møde nye mennesker og samarbejde på tværs af forskellige faggrupper.
Hvis du har lyst, kan du videreuddanne dig til handelsøkonom, designteknolog, markedsføringsøkonom og serviceøkonom.

 

Vi tilbyder

Som eventkoordinatorelev i Odense Kommune har du mulighed for at indgå i et elevforløb hos Kulturmaskinen og Odense Bibliotekerne. I dit elevforløb kan du komme til at arbejde med planlægning og afvikling af begivenheder som Harry Potter Festival, H. C. Andersens Festival, Sommer i Farvergården, koncerter m.m.

Du indgår i et bredt fagligt samarbejde om begivenhederne og vil indholdsmæssigt komme til at arbejde med kreativ ideudvikling, markedsføring, presse, projektstyring og koordinering, transport- og logistikstyring, booking og kontraktindgåelse, samt økonomi knyttet til kulturbegivenheder.

  

Adgangskrav

For at blive eventkoordinatorelev i Odense Kommune er det en forudsætning, at du har bestået grundforløbet, der kvalificerer dig til eventkoordinatoruddannelsens hovedforløb.

Du kan læse mere om uddannelsen til eventkoordinator på UddannelsesGuiden

 

Løn- og ansættelsesvilkår

Du får elevløn efter gældende overenskomst fra den dag, din uddannelsesaftale træder i kraft, altså både i praktik- og skoleperioderne.

Den ugentlige arbejdstid er i gennemsnit på 37 timer.

 

Har du spørgsmål?

Så kan du kontakte Jimmi Mørup Nielsen på jmni@odense.dk

 

Opdateret 24-01-2019

Borgmesterforvaltningen