Solbeskyttelse
Børn skal beskyttes i solen – ikke bare for at undgå solskoldning, men også for at nedsætte risiko for hudkræft senere i livet. Du kan her læse mere omkring, hvordan du bedst beskytter dit barn mod solen.
Hvorfor skal børn beskyttes i solen?
Hvordan beskyttes børn mod solen?
Ved af følge et par enkle råd, kan man undgå at børn bliver solskoldede
Hvorfor skal børn beskyttes i solen?
Børns hud er sart. Især lyse børn kan blive forbrændte efter ganske kort tid i solen. Men selvom lyse børn er mest udsatte, skal mørke børn også beskyttes. Mørk hud ikke er nogen garanti mod hudkræft. Helt små børn, som ikke kan gå eller kravle, bør aldrig opholde sig i direkte sol.
Hvordan beskyttes børn mod solen?
Helt små børn beskyttes ved at opholde sig i skyggen. Vær alligevel opmærksom på genskin fra havet, sand, beton eller lign. I disse tilfælde anvendes solcreme på udsatte steder såsom næse, kinder, håndrygge. Større børn, der opholder sig i solen, skal beskyttes mod solen. Let sommertøj og en lille hat er god beskyttelse for børnene. Huden, som ikke dækkes af tøj, skal beskyttes med solcreme. Vær især opmærksom på at beskytte børnene i starten af sommeren. Her er huden meget sart, før den har dannet pigment.
Ved at følge et par enkle råd kan man undgå at børn bliver solskoldede
- Lad ikke børn opholde sig ubeskyttede i solen
- Små børn, der ikke kan kravle eller gå, bør aldrig opholde sig i direkte sol
- Solbeskyttelse af børn er særlig vigtigt, når de er ude mellem 12: 00 og 15:00
- Skygge er godt - medbring den eventuelt selv i form af en parasol
- Let sommertøj og en lille hat er god beskyttelse for børn der leger i solen
- Sørg for, at børn er smurt godt ind i solcreme, før de kommer ud i solen
- Når små børn ikke opholder sig i solen, er solcreme sjældent nødvendigt
- Hvis man vil sikre sig mod genskin fra for eksempel havet eller fra hvidt sand, kan man smøre solcreme på kinder, næse og håndryggen
- Anbefalingen, når man opholder sig i Danmark, er at bruge Svanemærket solcreme med faktor 15 på de dele af kroppen, der ikke er dækket af tøj
- For at solcremen beskytter optimalt skal du bruge en håndfuld solcreme til en krop
Hvad er pigment?
Pigment er den brune farve, der opstår, når huden udsættes for solens stråler. Pigment er kroppens forsvar imod solens stråler. Jo lysere huden er, des sartere er den. Vær særligt opmærksomme på lyse børn og børn med fregnet hud og rødligt hår. De har som regel sværere ved at danne pigment og bliver derfor lettere forbrændte.
UV- stråler
Solens UV stråler består af UVA og UVB stråler. Den samlede UV stråling kaldes UV index. Når UV index er 3 eller derover, er solens stråler så kraftige, at man skal beskytte sig mod solen. Undgå middagssolen mellem kl. 12 og15. UV strålingen fra solen er i dette tidsrum meget kraftig.
Solcreme
Solcreme beskytter mod solens UV stråler. Den skal indeholde beskyttelse mod både UVA og UVB stråler. Faktortallet er et udtryk for den beskyttelse, man opnår mod UV strålerne. En solfaktor 15 angives til at beskytte mod 93 % af solens UV stråler. Man opnår 3% yderligere beskyttelse ved en solfaktor 25. Det er vigtigt, at smøre rigeligt solcreme på, da det sikrer en god beskyttelse. En god huskeregel er en barnehåndfuld til en barnekrop og en voksenhåndfuld til en voksenkrop. Smør regelmæssigt, da solcremen mister sin virkning i solen. Smør altid efter en tur i vandet. Smør hyppigere under sydens sol, ved stranden og i sneen. Brug en solcreme med høj faktor - 15 eller derover. Miljøstyrelsen anbefaler, at man vælger en solcreme som er svanemærket, da denne ikke indeholder miljøskadelige stoffer.
Solbeskyttelse i dagtilbud
I institutioner og dagpleje bør der sørges for skyggefulde legepladser til børnene. Dette kan være i form at store træer, parasoller eller solsejl. Nogle børn søger selv inden døre, når solen bager i middagsstunden. Det er en god måde at beskytte børnene mod den skarpe middagssol. I dagpleje og institutioner tilrådes at barnet bliver smurt ind i solcreme hjemmefra. Derefter er det dagplejens/institutionens ansvar at smøre barnet i løbet af dagen.
Læs mere om solbeskyttelse af børn på Sundhedsstyrelsens hjemmeside. Læs mere om forebyggelse på Kræftens Bekæmpelses side skru ned for solen.