Hvis uheldet er ude
Her kan du læse, hvad du skal gøre, hvis uheldet er ude.
Faldulykker
Observer barnet for evt. hjernerystelse. Ring til lægen, hvis barnet har været bevidstløst efter faldet, har kastet voldsomt op, bliver sløv eller pirrelig eller opfører sig anderledes, end det plejer. Ring 112, hvis barnet er bevidstløst. Ved mistanke om brud på armen, skal bruddet støttes med tørklæde eller lignende, inden I tager på skadestuen. Ved mistanke om brud på et ben, lad da barnet ligge og støt benet med dyne/tæppe eller lignende og ring 112.
Kontaktulykker
Har barnet fået noget i hovedet eller over tæerne observeres for hjernerystelse eller brud som ovenfor. Ulykker med klemning, stik eller snitsår. Det klemte område afkøles med is pakket ind i et klæde. Tag evt. på skadestuen, hvis skaden er stor. Overfladiske sår vaskes hjemme med vand og sæbe, og plaster sættes på. Større snitsår skal behandles på skadestuen. Stop blødningen og forbind såret med ren forbinding, inden I tager af sted. Ved stik- eller snitsår: Tryk tommelfingeren direkte mod det blødende sted, til blødningen er stoppet. Ved sprøjtende blødninger, ring 112 og fortsæt med at trykke på såret, indtil ambulancefolkene tager over.
Forbrændinger og skoldninger
Skyl straks med køligt vand. Vandet må ikke være helt koldt, da det kan give for stor afkøling og være ubehageligt for barnet. Fjern evt. løstsiddende tøj fra det forbrændte område. Skyl til smerten holder op, men mindst i 30 minutter og gerne længere, hvis det er nødvendigt. Søg læge, hvis der er kommet vabler efter 30 minutters afkøling. Ved større for-brændinger: Start afkøling og ring 112. Vær opmærksom på, at barnet ikke kommer til at fryse pga. afkølingen og pak barnet ind, hvor det kan lade sig gøre.
Forgiftninger
I tilfælde af forgiftning kan I ringe til Giftlinjen på Bispebjerg Hospital, telefon 82 12 12 12 døgnet rundt. Hvis barnet har indtaget et ætsende produkt, må det ikke kaste op. Forsøg derfor aldrig at få barnet til at kaste op, før I har talt med Giftlinjen, vagtlægen, egen læge eller skadestuen. Tag altid emballagen på det, barnet har spist eller drukket, med på skadestuen.
I kan også søge information på Giftlinjens hjemmeside.
Kvælningsulykker
Bed barnet om at hoste igennem, hvis det trækker vejret, kan hoste og sige noget. Hvis barnet er under 1 år og ikke trækker vejret eller ikke kan hoste, læg da barnet som vist på tegningen og giv 5 klask med flad hånd mellem skulderbladene.
Hvis fremmedlegemet ikke kommer op, vend da barnet om på ryggen og tryk 5 gange på nederste 3. del af brystbenet. Skift mellem 5 klask i ryggen og 5 tryk i brystet, indtil fremmedlegemet kommer op. Hvis barnet er over 1 år og ikke trækker vejret eller kan hoste, giv da skiftevis 5 slag i ryggen og 5 tryk i maven ved at holde barnet som vist på tegningen: Knyt din hånd og placer den med tommelfingeren indad mellem navlen og kanten af ribbenene. Læg den anden hånd ovenpå og tryk hurtigt indad og opad. Forsøg at fjerne fremmedlegemet, hvis du kan se det. Ring 112, hvis du ikke kan få fremmedlegemet op, eller hvis barnet bliver bevidstløs.