Spring til indhold

Mælk på flaske

Tilberedning af modermælkserstatning, rengøring af flasker og gode råd om, hvordan du holder barnet.

Modermælkserstatning på flaske

Modermælkserstatning på flaske kan være et supplement til amningen. Det kan også være, at det ikke er lykkedes at få amningen i gang eller måske har du af forskellige årsager valgt amning fra.

Hvis du har brug for at supplere amningen med modermælkserstatning, fordi du har for lidt mælk anbefales, at lægge barnet til brystet først og derefter give modermælkserstatning. På den måde stimulerer du mælkeproduktionen bedst muligt.

Lovgivning regulerer indholdet i modermælkserstatning, så det ligner modermælk mest muligt.

Modermælkserstatninger kan fås i pulverform eller færdigblandet. Der er mange forskellige firmaer der fremstiller modermælkserstatninger, og der kan være små forskelle på indholdet, da nogen slags modermælkserstatninger eksempelvis er tilsat mælkesyrebakterier og andre er tilsat citronsyre.

 

Hvis du er i tvivl om, hvilken erstatning du skal vælge, kan du altid spørge din sundhedsplejerske.

Billede af modermælkserstatning Billede af baby der får sutteflaske

 

Allergi

Hvis forældre eller søskende har eller har haft behandlingskrævende allergi (astma, høfeber, fødevareallergi eller børneeksem) er der en øget risiko for, at barnet kan udvikle allergi. Allergien skal være diagnosticeret af en læge. Hvis dit barn er disponeret for at udvikle allergi, skal barnet have en særlig type modermælkserstatning.

Spørg din sundhedsplejerske om hvilke muligheder der er. Modermælkserstatning til børn med allergidisposition kan kun købes apoteket.

Gode råd, hvis jeres barn får mad på flaske

Når dit barn får mælk på sutteflaske skal hullet i sutten have en tilpas størrelse. Når du vender flasken på hovedet skal mælken dryppe jævnt. Kommer mælken i en stråle, er hullet for stort.  Normalt vil et måltid givet på sutteflaske tage mellem 10-30 minutter afhængig af barnets alder. Hav altid dit barn i armene, når du giver flaske, så barnet får den samme kontakt som ved amning. Hold skiftevis barnet i højre og venstre arm, når du giver flaske. Det forebygger skæv hovedfacon og stimulerer barnets motorik.

Har du et nyfødt barn, der skal have mad på flaske, er det en god ide, at det primært er mor og far, der giver maden til barnet. Det styrker barnets tilknytning til forældrene, og du bliver bedre til at aflæse barnets signaler.

 

Hvor meget mad skal barnet have?

Ved fødslen rummer barnets mavesæk kun lidt. I de første levedøgn rummer barnets mavesæk, kun få ml. Mængden stiger hurtigt i løbet af den første leveuge.

Det kan variere fra måltid til måltid hvor meget barnet spiser. Hvis barnet skal have mulighed for at regulere sin appetit skal der være mælk nok i flasken til, at der kan levnes lidt ved hvert måltid. Rester af mælk skal altid kasseres.

 

De fleste børn der udelukkende spiser modermælkserstatning får mellem 5-8 måltider i døgnet. Et lille barn har brug for flere måltider end et større barn.

 

Hvor meget spiser et barn i døgnet?

I første levemåned tilbydes et barn der vejer mellem 2,5 og 4 kilo, 160 ml modermælkserstatning per kilo kropsvægt.

Eksempel: 
Barn på 3500 gram skal på et døgn spise 160 ml x 3,5 kg er lig med 560 ml. Mængden fordeles det antal måltider barnet spiser i døgnet.

Efter første levemåned tilbydes barnet mellem 120-150 ml per kilo, hvis barnet vejer mellem 3 og 5 kilo.

Eksempel: 
Barn på 4450 gram skal på et døgn spise mellem 120 ml x 4,45 kg =534 ml og 150 ml x 4,45 kg = 666 ml fordelt på det antal måltider barnet spiser i døgnet.

Vejer barnet vejer over 5 kilo tilbydes barnet mellem 100-120 ml per kilo. Max mængde 1000 ml.

Eksempel: 
Barn på 6780 gram skal på et døgn spise mellem 100ml x 6,78 kg = 678 ml og 120 ml x 6,78 kg = 813 ml fordelt på det antal måltider barnet spiser i døgnet.

 

 Barnets alder  Barnets vægt  Døgnbehov
 Indtil 1 måned 2,5 - 4 kg. 160 ml pr. kg.
 Efter 1 måned 3 - 5 kg. 120 - 150 ml pr, kg.
 Efter 1 måned over 5 kg. 100 - 120 ml pr. kg. dog max. ca. 1000 ml.

 

Tilberedning af modermælkserstatning:

Nye flasker og sutter skal altid koges inden de bliver brugt første gang, da der kan sidde støv og kemiske stoffer fra fremstillingsprocessen tilbage.


Sådan tilbederes flasken:

  • Vask hænder med vand og sæbe og tjek, at der er rent på køkkenbordet
  • Lad vandet fra den kolde hane løbe lidt inden du tager vandet og sætter det dernæst til at koge
  • Mens vandet kommer i kog læses brugsanvisningen på emballagen og den skal følges nøje
  • Afkøl vandet til den temperatur, der er angivet på emballagen
  • Bland vand og pulver og brug den måleske, der medfølger. Et strøget mål skal være strøget til skeens kant. Flasken rystes grundigt for at sikre, at vand og pulver bliver blandet sammen
  • Inden mælken gives til barnet skal du tjekke temperaturen ved at sprøjte lidt mælk på indersiden af dit håndled. Mælken skal føles lun og ikke hed.

I de første 2 levemåneder skal mælken blandes fra måltid til måltid for at hindre vækst af bakterier. 

Du kan koge vandet på forhånd og opbevare det i de rengjorte sutteflasker i køleskabet. Vandet lunes til 37 grader, pulveret blandes i, flasken rystes og mælken er klar. Vand og mælk kan opvarmes i vandbad eller i mikrobølgeovn. Ved opvarmning i mikrobølgeovn er det særlig vigtigt at flasken rystet grundigt inden temperaturen på mælken tjekkes.

Fra 4 måneders alderen kan vand fra koldtvandshanen lunes til 37 grader og pulveret blandes i.

For tidligt fødte børn og børn med sygdomme i immunsystemet skal have maden tilberedt fra måltid til måltid i hele den periode de får MME på flaske.

Rester fra et måltid må aldrig genvarmes, men skal altid kasseres.

 

Rengøring af flasker og sutter:

Sutteflasker og tilhørende sut skal rengøres hver gang de har været i brug. 

  1. Flasker og sutter skylles fri for mælkerester i koldt vand
  2. Flaskerne vaskes i varmt vand med flaskerenser og opvaskemiddel. Fjern mælkerester fra kanter og skruegang
  3. Gnid flaskesutten med groft salt på indersiden for at fjerne mælkerester
  4. Skyl flasker og sutter grundigt
  5. Kog flasker og sutter i 5 minutter og hæld vandet fra
  6. Opbevar flasker og sutter tørt og tildækket, indtil de skal bruges

I stedet for at koge sutteflaskerne, kan de vaskes i opvaskemaskine ved 65 grader. De skal være rengjort som beskrevet i punkt 1-4. Sutter kan ikke tåle at komme i opvaskemaskine.


Flaskerne kan også, når de er rengjorte, placeres i en særlig indsats til mikrobølgeovnen og steriliseres. Følg brugsanvisning på indsatsen. Tiden er afhængig af hvilken effekt mikrobølgeovnen har.

 

Rengøring af narresutter:

Narresutter skal være lige så rene som det bestik vi putter i munden. Sutterne skal gøres grundigt rent hver dag. Sutterne vaskes med vand og opvaskemiddel. Skylles fri for sæberester og skoldes med kogende vand. Sutterne opbevares eksempelvis i et rent viskestykke. Det er en fordel at have mange sutter, så barnet nemt kan få en ren sut, når der er brug for det.

Hvis gummiet på sutten bliver mørt eller der er belægninger der ikke kan fjernes, skal sutten kasseres. Hvis sutten bliver større, kan det også være tegn på, at den er ved at mørne og skal skiftes.

 

Kilde: Sundhedsstyrelsens "Sunde Børn"