Spring til indhold

Pædagogik i Tryllefløjten Børnehus

Her kan du læse om børnehusets pædagogik.

Selvbetjening

Selvbetjeningsoversigt

Tryllefløjtens pædagogiske udgangspunkt

Når personalet i Tryllefløjten forbereder aktiviteter, forældresamtaler, guider børnene og evaluerer den pædagogiske praksis, er det pædagogiske udgangspunkt altid at: 

Kerneopgaven i Tryllefløjten børnehus er at skabe trivsel og udvikling for alle børn. 

Børnesynet i Tryllefløjten børnehus er, at alle børn har gode grunde til at handle, som de gør, og at personalet skal interessere sig for disse grunde. 

Læringssynet i Tryllefløjten børnehus er, at børn lærer af hinanden og af voksne, når de voksne motiverer barnet og giver barnet gode ideer til handling.

God tid med børnene

I Tryllefløjten børnehus skal alle børn trives og udvikle sig. 
Det tror vi på, at børn gør, når de voksne har ’God tid med børnene’: 

  • God konkret tid, fordi så mange af personalets timer som muligt ligger i det konkrete samvær med børnene. 
  • God pædagogisk tid, fordi personalet har fokus på faglig udvikling og pædagogisk funderet praksis. 

Børn har nemlig projekter, som de gerne vil realisere. Det kan være ’få mig nogle gode venner’-projekter, eller ’Jeg skal have lært at klatre i træer’-projekter. Eller ’Jeg vil gerne kunne selv’-projektet. De fleste projekter arbejder børnene på sammen med andre børn, og det er fantastisk at opleve, hvad børn sammen kan bedrive. Imidlertid har børn brug for voksne, der kan komme med gode ideer, med opmuntrende tilkendegivelser, med tilpasse forbehold og med trøst, når det hele ramler. Voksne, der kender barnets styrker og udviklingspotentialer, og som for en stund gør barnets projekt til sit eget. 

Den gode vuggestue- og børnehavedag er nemlig tryg, udfordrende, sjov og svær. Når de voksne hjælper til, er både de lette og svære situationer en unik mulighed for at lære noget vigtigt - om sig selv, om andre eller om den verden, vi deler. 

Upåagtet faglighed i Tryllefløjten børnehus

I Tryllefløjten børnehus er dagens faste aktiviteter – tiden i garderoben, på badeværelset, ved frokosten, osv. – også pædagogiske læringsrum, hvor børn og voksne sammen har fokus på at ’kunne selv’ og ’kunne sammen med andre’. Derfor er der sat god tid af til disse aktiviteter, så de voksne er tæt på børnene, mens børnene øver sig i at få lynet jakken eller skylle sæben godt af hænderne. 

Brobygning i Tryllefløjten børnehus

Tryllefløjten børnehus har fokus på at skabe gode overgange mellem vuggestue og børnehave. Vuggestuerne har derfor besøg af en pædagog fra deres kommende børnehavestue, så vuggestuebørnene får en god og tryg relation til en af deres kommende voksne. Når tiden nærmer sig, hvor barnet skal til at gå i børnehave, tager vuggestuebarnet sin børnehave-besøgsvoksne i hånden og er på ugentlige på besøg i børnehaven. På den måde starter barnet sit børnehaveliv i rammer, hvor både børn, voksne og de fysiske rammer er velkendte. 

Personalet i Tryllefløjten børnehus

Der er meget godt at sige om personalet i Tryllefløjten børnehus, der arbejder fagligt, humørfyldt og engageret i samme pædagogiske retning. Det er nemlig vigtigt for personalet, at Tryllefløjten børnehus er et godt og lærerigt sted at være for både børn OG voksne.