STU Rismarksvej – Sans
Læs om undervisningstilbuddet Sans 1 her.
Elevbeskrivelse
Sans et tilbud til unge med multiple funktionsnedsættelser, ex neurologiske lidelser, muskelsygdomme, medfødte misdannelser, synshandicap, epilepsi, manglende talesprog, bevægelsesvanskeligheder og nedsat sansefunktion, m.m.
Elevernes individuelle, specifikke og visualiserings behov, er tænkt ind i al undervisning og i alle aktiviteter. Alle elever har deres eget individuelle skema, nogle ex i form af boardmarker, som er sammensat ud fra den enkelte elevs mål, kompetencer, udfordringer samt interesser. Udgangspunktet er at skabe så meget ro og tryghed som muligt, for dermed at danne det bedste fundament for at udvikle og udfordre den enkelte elev.
Undervisning
Omdrejningspunktet i al undervisning og aktiviteter er udvikling af elevernes selvstændighed og selvhjulpenhed inden for fire hovedområder i STUen, personlige kompetencer, sociale kompetencer og faglige kompetencer samt praktik. Undervisningen og de daglige aktiviteter tager udgangspunkt i den unges interesser, behov og nærmeste udviklingszone. Her er der bl.a. fokus på motorisk træning, sociale kompetencer, hygiejne og kommunikation, og derudover er der mulighed for, at eleverne tilbydes ergoterapeutisk intervention.
Der vil ligeledes være fokus på at inddrage de unge i ungdomsmiljøet på CSV for at udvikle deres sociale kompetencer, dette foregår bl.a. gennem tværfaglig undervisning med andre teams på CSV.
Til undervisningen har Sans 1 nogle gode fysiske rammer, hvor ro, tryghed og afskærmning er en mulighed. Sans 1 har eget køkken, med mulighed for to fælles spisepladser, samt et snoezelrum med vandseng med lyd og billeder, og et rum med kuglebad. Der er hængekøjer, gynger, computere, sansestimulerende redskaber, talemaskiner, bøger, tavler mm.
Eksempler på fag:
Krop og Bevægelse:
- Gå-/cykelture
- Motorik
- Sansestimulering
Faglig undervisning:
- Træning af hukommelse/systemtænkning
- Handle
- Borddækning/opvaskemaskine
- Match/sortering
- Diverse pauseaktiviteter
- Krea – aktivitet med forskellige redskaber og materialer
Praktisk undervisning:
- Hjemlære/ madkendskab
- Hjælp til selvhjælp
Personalesammensætning
Personalegruppen består af pædagoger, social og sundhedsassistent og pædagogmedhjælpere. Desuden er der mulighed for, at få tilknyttet en ergoterapeut ved behov i en periode.
Formål og perspektiv
Formålet med CSV´s uddannelsestilbud er at de unge opnår personlige, sociale og faglige kompetencer til en så selvstændig og aktiv deltagelse i voksenlivet som muligt. Der vil være fokus på de unges potentialer i forhold til at komme videre i uddannelse og beskæftigelse.
CSV´s uddannelsestilbud skal være med til at udgøre en ny start i den unges liv, hvor muligheder og færdigheder afprøves. Tilbuddet er ikke en videreførelse af undervisningen i folkeskolen, men en selvstændig uddannelse, der skal give disse unge et springbræt til voksentilværelsen.
Undervisningstilbuddet bliver i videst muligt omfang tilrettelagt under hensyntagen til de unges kvalifikationer, modenhed og interesser.
Uddannelsen er ikke et ensartet undervisningstilbud gennem hele uddannelsens forløb, da uddannelsesplanen justeres efter behov og mindst en gang årligt i samråd med den unge, forældrene, UU- vejleder og sagsbehandler.
Kompetencepapir
Ved uddannelsens afslutning vil den unge modtage et kompetencepapir, der blandt andet indeholder en beskrivelse af de opnåede kompetencer, samt en vurdering af den unges opfyldelse af målene for hele uddannelsen og for de enkelte uddannelsesdele.