Spring til indhold

Baggrund for byggeri af Det ny H.C. Andersens Hus

Læs baggrunden for byggeriet af Det ny H.C. Andersens Hus herunder.

Det er den verdenskendte japanske arkitekt Kengo Kuma, der vandt projektkonkurrencen om et nytænkt museum for H.C. Andersen og hans eventyr i Lotzes Have i Odense.

 

Det blev afsløret på H.C. Andersens 211 års. I samarbejde med det danske arkitektfirma Cornelius + Vöge og landskabsarkitektfirma MASU Planning har Kengo Kuma and Associates vundet projektkonkurrencen om at tegne et nytænkt H.C. Andersens Hus, der skal sætte eventyrene i centrum for museumsoplevelsen.

Forslaget af Kengo Kuma og de danske partnere vakte begejstring hos Odenses daværende borgmester Anker Boye, som også var juryformand i konkurrencen.

 

Det er et helt særligt vinderprojekt, vi har fundet. At Kengo Kuma er fra Japan viser blot, at nogle gange må man rejse ud for at finde hjem. Forslaget har en særlighed som er både andersensk og odenseansk, voldsomt international og på samme tid stærkt lokalforankret. Det er et projekt, som jeg kun kan forestille mig her i Odense. Men samtidig peger det langt ud over både det lokale eller nationale. Det er internationalt odenseansk.

Projektet indgår som en væsentlig del af den store forandring af bymidten, der foregår i Odense i disse år med udgangspunkt i lukningen af Thomas B. Thriges Gade. Gaden, der tidligere har gennemskåret byen, udgør en del af projektområdets 9000 m2, der derudover indeholder området omkring det nuværende H.C. Andersens Hus, Børnekulturhuset Fyrtøjet og Lotzes Have.

 

Med udgangspunkt i forfatterens eventyrunivers og en tilhørende magisk have samler projektet H.C. Andersens Hus og Børnekulturhuset Fyrtøjet i én samlet og kraftigt udvidet attraktion.

 

Selve bygningen får et areal på 5600 m2, hvoraf to tredjedele etableres under jorden for derigennem at skabe så stort et magisk haverum som muligt i centrum af Odense.

 

Forud for den afsluttende projektkonkurrence har der tidligere været afholdt en konkurrence om et samlet formidlingskoncept med udgangspunkt H.C. Andersens univers.Denne konkurrence vandt engelske EVENT Communications. Deres formidlingskoncept har været en del af grundlaget for Kengo Kumas arbejde.

 

Denne usædvanlige fremgangsmåde, hvor udviklingen af bygningen hviler på et formidlingsfundament er en af styrkerne ved projektet sagde By- og kulturrådmand Jane Jegind i forbindelse med afsløringen. Hun har været dybt involveret i projektet – både som jurymedlem i konkurrencen og i kraft af sin post som bestyrelsesformand for Odense Bys Museer, herunder også H.C. Andersens Hus:
 
- Det har været vigtigt for os i tilrettelæggelsen af projektet at have, bygning og indhold blev en sammenhængende helhed, der tydeligt er andersensk og hvor Odenses sjæl træder frem. Derfor er det også fantastisk at stå med et så sammenhængende og veludført projekt, der er både finurligt og magisk. Kengo Kuma og de danske partnere Cornelius+Vöge og MASU har lavet den perfekte ramme for fremtidens H.C. Andersen formidling, hvor vi skal have meget mere fokus på hans eventyrlige univers frem for på hans person. 
 
Med afsløringen af vinderprojektet blev det samlede konkurrenceforløb afsluttet.

 

Læs mere på Odense Bys Museers hjemmeside.

Opdateret 19-01-2018

By- og Kulturforvaltningen