Østerbro

”Østerbro - et fedt sted at bo” er overskriften for den udvikling, bydelen er i gang med. Et blandet og måske lidt overset erhvervs- og boligområde præget af udsatte borgere er nu på vej til at blive et mangfoldigt brokvarter med flere nye byrum og boliger - stadig med plads til alle.

 

Områdefornyelsen fra 2012-2016 har bl.a. resulteret i Østre Plads ved den gamle Østre Skole med scene og multibane, Pjente Plads ved den snoede Skt. Jørgens Gade og en mere åben og tryg Ridehusgade.

 

Små fine lommeparker ved Blæsenborg og Færøgade giver mulighed for nye fællesskaber omkring dyrkning af grønsager, grill og beachvolley. Der er samtidig skabt bedre forhold for gående og cyklister og lavet en ny bro over Odense Å, der binder Østerbro sammen med resten af stisystemet langs åen.

 

Bydelen har en attraktiv placering tæt ved bymidten, mellem Odense Å og Skibhuskvarteret. Her kan man bo både tæt ved byens liv og i et kvarter med identitet, historie og et stærkt lokalt engagement.

 

Byvæksten på Østerbro startede i 1800-tallet, hvor der blev bygget byhuse øst for bymidten.

 

I slutningen af 1800-tallet blev der bygget mange institutioner og virksomheder, og i 1900-tallet havde Brugsen (Coop), Fyns Telefon og forskellige andelsvirksomheder til huse i bydelen, og Thomas B. Thrige m.fl. lavede Rytterkasernen til bilfabrik fra 1913-58.

 

Langs Sankt Jørgens Gade lå både landets første gasværk og teglværk. Navnet Sankt Jørgen viser tilbage til, at området husede en ’sanktjørgensgård’, et spedalskhedshospital, i middelalderen.

 

I dag bygges der igen i bydelen, særligt på Coops tidligere areal og på lidt længere sigt på Gasværksgrunden, hvor der planlægges nye boliger og en park tættest på åen.

 

 

Østerbro Halmhuset

 

Byens mellemrum - tæt på grønne oaser og livet i bymidten

Sådan beskriver Christian Agertoft bydelen Østerbro, hvor han bor.

Læs Christians personlige bydelsfortælling her

Læs mere om andre bydele i Odense og find flere personlige bydelsfortællinger her 

Find vej til Odenses forskellige bydele og aktiviteter på Odenserundt.dk

 

 

Opdateret 19-02-2018

Borgmesterforvaltningen