Hjallese

Hjallese er et nyere boligområde i det sydlige Odense, ikke langt fra Syddansk Universitet. Hjallese har en særlig tilknytning til Dalum, og der er også i dag et fælles foreningsliv på tværs af de to bydele. ​

 

Her er der er mange typer af boliger, både lejligheder, rækkehuse og parcelhuse. Der er et lille butikscenter, en kirke og en togstation, hvor man kan tage toget til Odense centrum eller til Svendborg.

 

Der er fine muligheder for at dyrke sport i Hjallese, for eksempel omkring Dalumhallen (ja, den ligger i Hjallese, men på grænsen til Dalum!).

 

Der er let adgang til de store grønne områder omkring universitetet og stierne omkring Odense Å.

 

Bydelen rummer flere uddannelsesinstitutioner blandt andre Kold College, hvor man kan uddanne sig inden for jordbrug eller levnedsmiddelområdet eller tage en teknisk studentereksamen. Der ligger også flere kollegier, og Syddansk Universitet er kun en kort cykeltur væk.

 

Kold College Hjallese

 

Hjallese bliver letbanens ene endestation (den anden er Tarup). Her vil man i fremtiden kunne gå fra letbanen til Svendborgbanen eller omvendt. På den måde bliver Hjallese en vigtig indgang til byen fra syd. Dette vil også betyde, at flere mennesker får deres daglige gang her, og at Hjallese får mere storbykarakter.

 

Det nye sygehus vil, når det står færdigt i 2022, kunne nås på meget kort tid med letbanen.

 

Hjallese var oprindeligt en landsby, nævnt første gang i 1180, men er i dag en integreret bydel i Odense.

I den periode vi kender til det, var bønderne fæstere under Dalum Kloster/Christiansdal Hovedgård. Landsbyen fik en station på Svendborgbanen i 1876 og blev nabo til fabriksbyen ved Dalum Papirfabrik.

 

 

Hjemlig, tilgængelig og med fin natur

Sådan beskriver datalogistuderende på SDU, Mads Kempf, Hjallese.

Du kan læse Mads’ personlige bydelsfortælling her.

 

Læs mere om andre bydele i Odense og find flere personlige bydelsfortællinger her 

 

Find vej til Odenses forskellige bydele og aktiviteter på Odenserundt.dk

 

 

 

Opdateret 16-02-2018

Borgmesterforvaltningen