Campus Odense

Campus Odense er en bydel, hvor udviklingen af en ny stærk identitet er i gang i takt med de omfattende forandringer i det store område. Campus Odense omfatter Syddansk Universitet, det nye supersygehus OUH mod syd nærmest motorvejen, Syddanske Forskerparker, erhvervsparken Cortex Park, University College og University College Lillebælt mod nord ved Niels Bohrs Allé. ​

 

Indtil midten af 1960’erne, hvor universitetet blev bygget, hørte markerne under de seks gårde i landsbyen Killerup og hovedgården Hollufgård. I samme periode blev det nærliggende Rosengårdcenter bygget og efterhånden blev der bygget mange boliger både øst og vest for området.

 

På Campus Odense bygges og anlægges der i dag i stort omfang - universitetet udbygges, og Nyt OUH og erhvervsparken Cortex Park skyder op som helt nye byggerier. Målet er at skabe et unikt videns- og innovationsmiljø på tværs af forskning, uddannelse og erhverv. Man kan også bo i områdets nordlige del, tæt på arbejdspladser, studie- og forskningsmiljø.

 

De store institutioner er omgivet af natur med plads til aktivitet og bevægelse, ikke mindst for de mange studerende, som færdes i området hver dag.

 

Campus Odense har fine cykelstier, hvor man kører igennem mindre skovområder og over åbne marker. Ved universitet findes bl.a. en svømmehal og et spændende udendørs idrætsanlæg, som er kåret til verdens bedste, og det er let at komme til Lindved Å, Hollufgård og Glisholm Sø mod syd.

 

I 2020 kører letbanen gennem området og parallelt med den en ny supercykelsti. Letbane og supercykelsti skal gøre det let at flytte sig mellem bymidten og Campus på en bæredygtig måde.

 

I 2022 står nyt OUH færdigt. Sygehuset bliver bygget sammen med universitetet og får direkte adgang fra den nye motorvejsafkørsel og forlængelsen af Munkebjergvej.

 

 

Fremragende studiemiljø, fællesskab og udvikling

Sådan beskriver Benedicte Karlog sin bydel.

Læs Benedictes personlige bydelsfortælling her.

Læs mere om andre bydele i Odense og find flere personlige bydelsfortællinger her 

Find vej til Odenses forskellige bydele og aktiviteter på Odenserundt.dk

Opdateret 12-02-2018

Borgmesterforvaltningen