Min bymidte - Ras

Had, kærlighed og kulturelt sammenhold

Ras Bolding er 44 år, elektronisk musiker, medejer af Klub Golem, gotisk goth og en kreativ kulturkanon. Efter mange års eksperimenter og adskillige samarbejder med nationale og internationale musikere, er det blevet en dedikeret livsstil. En livsstil der betyder, at Ras til daglig slår sig løs i spændingsfeltet mellem elektronisk musik, punk og new-wave, altsammen udført på synthesizerne, i et fængslende sceneri af organer i guldfiskebowler og hypnotiserende laserlys.

 

- Når man beskæftiger sig med musik, der falder udenfor de kommercielle radiokanaler, så er man overladt til sig selv, og det er en hård kamp. Man skal selv trække folk til, og det kræver, at man tænker som genren – alternativt – for at nå ud til et publikum. Eksempelvis optrådte jeg i august med kreative fortolkninger af Snedronningen, Historien om en moder, Den lille havfrue og Skyggen til H.C. Andersen Festivals, og årsagen er enkel. Det handler om at hive odenseaneren op af sofaen.

 

Fordi Odense er mindre, er det lettere at gøre en forskel. Hvis man brænder nok for en sag, for eksempel at inspirere folk med alternativ musik, og man kan få nogle gode samarbejdspartnere, så kan man gøre en stor forskel. Det var også derfor, jeg flyttede ind til bymidten, og elsker Odense. Men, for få folk gør noget for at ruske op i kulturlivet. Derfor hader jeg også Odense.

 

Det særlige ved Odense er, at man bliver nødt til at involvere langt flere forskelligartede miljøer, fordi målgrupperne for de forskellige subkulturer ikke er store nok. Det gør, at kulturlivet knyttes tættere sammen på tværs af genrer, og man lærer at acceptere, tolerere og respektere hinanden på en anden måde end måske i København. Uanset hvilken type subkultur eller aktivitet man finder fascinerende, om det er punk, Tinderbox, den Store Erik Paaske Festival, Harry Potter Festival eller H. C. Andersen Festivals, så har Odense et nært kulturliv, der er under konstant udvikling.

 

Ras Bolding 

Februar 2018

 

Bydelsfortælling Ras Bolding

Foto: Annika Andersson 

 

Læs mere om bymidten her

Læs mere om andre bydele i Odense og find flere personlige bydelsfortællinger her 

Find vej til Odenses forskellige bydele og aktiviteter på Odenserundt.dk

 

 

Opdateret 12-02-2018

Borgmesterforvaltningen