Odense bymidte

Bymidten kan bruges af alle og rummer det hele. Her er plads til både de kreative indslag i byens rum, de skæve forestillinger på de små teaterscener og de store fælles oplevelser som for eksempel Torsdagskoncerterne i Kongens Have. Her er handelsliv, offentlige bygninger og pladser, kultur, oplevelser og ophold for både dem, der bor i bymidten, og alle, der bruger den i det daglige eller blot ved særlige lejligheder.

 

Odense Slot og Kongens Have byder velkommen, når man ankommer til bymidten med tog eller bus - eller over Byens Bro fra havnen. Lige syd om bymidten løber Odense Å og langs den lækre stier, legepladser og store, offentlige parker. I Odense bymidte kan man gå til alt og finde det hele.

 

Bymidtens gadestruktur fra middelalderen er bevaret og tegner sammen med de mange historiske bygninger et meget varieret bybillede med bygninger i alle aldre fra middelalderen og frem.

 

Thomas B. Thriges Gade, som i 1960’erne betød nedrivning af historiske bykvarterer for at skaffe plads til bilerne, blev efter mange års debat lukket i 2014. Med projektet Fra Gade til By skabes der nu sammenhæng mellem gågadeområdet omkring Vestergade og H.C. Andersen-kvarteret/Overgade.

 

Der bygges tættere i den nye bydel - og i den centrale by generelt - for at udvikle Odenses storbykvaliteter, skabe flere boliger til dem, der gerne vil bo i byen, og samtidig skabe grundlag for mere byliv, flere kulturoplevelser og nye fællesskaber.

 

Fra 2020 kører letbane og supercykelsti gennem området, hele det underjordiske parkeringsanlæg står færdigt og House of Fairytales af den japanske stjernearkitekt Kengo Kuma står færdigt.

 

 

Bymidtens historie

Fæstningsanlægget Nonnebakken blev anlagt helt tilbage i ca. 980 syd for Odense Å og det var muligvis her (eller under Domkirken), at det ’Odins Vi’, som har givet byen navn, lå.

 

Odense er nævnt første gang som bispesæde i 988, men er muligvis lidt ældre som by. Den har udviklet sig omkring helligdommen og de øst vest- og nord sydgående færdselsårer.

 

Knud d. IV (den Hellige) blev dræbt i byen i 1086. Der skete efter sigende mirakler ved hans grav, og folk valfartede til Odense, som blev en rig by. Der blev bygget ikke mindre end seks klostre i perioden.

 

Odense blev i 1853 hjemsted for landets første vand- og gasværker og i 1891det første elværk. Odense var på det tidspunkt en innovativ og stærkt voksende industriby.

 

 

En sanseeksplosion af diversitet i hjertet af Odense

Sådan beskriver Dea, 20 år sin bydel. Hun er opvokset i hjertet af Odense på Vesterbro, og medarrangør af Female Festival.

Læs Deas personlige bydelsfortælling her.

 

 

Had, kærlighed og kulturelt sammenhold

Sådan beskriver Ras Bolding, 44 år, elektronisk musiker, medejer af Klub Golem, gotisk goth og en kreativ kulturkanon bymidten i Odense.

 

Læs Ras' personlige bydelsfortælling her.

 

Læs mere om andre bydele i Odense og find flere personlige bydelsfortællinger her 

Find vej til Odenses forskellige bydele og aktiviteter på Odenserundt.dk

 

 

 

Opdateret 16-02-2018

Borgmesterforvaltningen