Spring til indhold

Ildsjælepriserne 2018

Vollsmose Boxing kåret som vinder af Ildsjæleprisen 2018

Vollsmose Boxing blev årets vinder af Ildsjæleprisen på baggrund af deres enestående sociale arbejde med unge mennesker fra vanskelige kår.


Foreningen møder de unge mennesker i øjenhøjde og bidrager til, at der ikke alene dannes dygtige boksere, men også dannede unge mennesker, som pludselig får styrket troen på sig selv, tager ansvar og viser sig selv og omgivelserne respekt. Som en del af den sociale indsats inddrages forældrene i børnenes foreningsliv, og der afholdes ugentligt en lektiecafé, så medlemmernes skolekundskaber styrkes, så alle aspekterne af hverdagen fungerer.

 

 

Fire andre priser blev uddelt

Udover Ildsjæleprisen, blev der også fundet vindere til Kickstarterprisen, Drivkraftsprisen, Holdspillerprisen og Stjernen. De fire priser blev overrakt af de fire rådmænd, henholdsvis Brian Dybro, Susanne Crawley Larsen, Søren Windell og Jane Jegind.

 

Vinderen af Kickstarterprisen blev: Familieforeningen Skt. Klemens

 

Kickstarterprisen gives til en ny forening eller et nyt tiltag som løser udfordringer for en socialt udsat eller overset målgruppe.Familieforeningen Skt. Klemens vandt Kickstarterprisen på baggrund af deres nytænkende måde at arbejde med en kendt problematik i et udsat boligområde. Igennem festlige aktiviteter og arrangementer har de skabt mulighed for at mennesker kan mødes om noget fælles tredje, og dermed har de kunne nedbryde fordomme og bygge bro på tværs af boligsociale skel.

 

Vinderen af Drivkraftsprisen blev: Åbent Sind

Drivkraftsprisen gives til en forening eller organisation, der i høj grad har været med til at skabe engagement og virkelyst blandt de frivillige. Åbent Sind vandt Drivkraftsprisen på baggrund af deres evne til at sprede gejst og glæde, så unge med psykisk sårbarhed kunne føle sig velkomne og trygge i bylivet, som fx ved Torsdagskoncerterne i Kongens Have.

 

Vinderen af Holdspillerprisen blev: Venligboerne og Næstehjælperne

Holdspillerprisen gives til en eller flere frivillige sociale foreninger, organisationer eller private virksomheder for et brugbart samarbejde, som har gjort en forskel for en udsat eller sårbar gruppe.

Venligboerne og Næstehjælperne vandt Holdspillerprisen på baggrund af deres konstruktive samarbejde i Hesselhaven, hvor de ikke bare har formået at skabe værdi for deres to målgrupper, men også for de beboere i kvarteret, der nu har fået et samlingspunkt.

 

Vinderen Stjernen blev: Hanne Syrak

Stjernen gives til en frivillig person, der har ydet en ekstraordinær og vedholdende frivillig social indsats i Odense by.

Hanne Syrak vandt på baggrund af hendes mangeårige indsats i bl.a. Børns Voksenvenner, Bolbro Brugerhus og Frivilligcenter Odense, hvor hun igennem tiden har inspireret mange med hendes store viden og stærke værdier.

 

Opdateret 25-06-2019

By- og Kulturforvaltningen