Spring til indhold

Ildsjæleprisen 2011

De frivillige i lokalområde 3 modtager Ildsjæleprisen 2011

En aktiv forening, der gør en forskel for ensomme ældre og har formået at engagere og motivere et stort lokalområde i frivilligt socialt arbejde. De frivillige i lokalområde 3 modtog fredag aften hæder i form af Odense Kommunes Ildsjælepris.

Det var en tydelig rørt Christine Greisen, formand for De frivillige i lokalområde 3, der modtog den smukke statuette som symbol på at foreningen er årets Ildsjæl:

- Mange ældre i vores lokalområde har næsten ingen kontakt med andre. Det er disse borgere, vi gerne vil give en oplevelse og et frisk pust i hverdagen. Og de ældre giver udtryk for stor begejstring og tilfredshed, når de deltager i vores aktiviteter og udflugter, siger Christine Greisen, 79 år, og fortsætter:
- Vi har et rigtig godt samarbejde med kommunens plejecentre og hjemmeplejen. Vi når ud til mange, og det er dejligt at se, hvor godt der bliver taget imod tilbuddene, og hvor mange, der deltager. Det er det hele værd! Det styrker gejsten hos de frivillige og er med til at inspirere til nye tiltag. Blandt de ca. 40 frivillige er der et fantastisk samvær, der giver sig udslag i at alle stiller op, når der er brug for det, slutter Christine Greisen.



Christine Greisen modtager Ildsjæleprisen 2011 af Anker Boye.

Ros fra borgmesteren
Borgmester Anker Boye var vært for Frivillig Fredag-arrangementet i TRE-FOR Park, hvor han uddybede valget af De frivillige i lokalområde 3:

- Foreningen er med til at skabe glæde og omsorg for ældre på plejecentrene og de, der modtager hjemmehjælp. Med deres varme og engagement er de frivillige med til at øge livskvaliteten og trivslen for de ældre i lokalområdet. De bidrager med ro, ligeværdighed og nærvær i et omfang og på en måde, som kun frivillige kan.



Glade medlemmer fra De frivillige i lokalområde 3. 

De frivillige i lokalområde 3 - fakta

  • Arrangerer aktiviteter, udflugter og sammenkomster for ensomme, udsatte ældre i lokalområdet
  • Foreningen har 40 frivillige
  • Dækker Odense V, N og NV
  • I området bor der ca. 13.000 borgere over 60 år
  • Der er otte plejecentre og 781 modtagere af hjemmepleje
Foreningen har eksisteret i otte år.

Opdateret 25-06-2019

Beskæftigelses- og Socialforvaltningen