Spring til indhold

Succes med fællessang

Siden 2015 er en fast skare af mennesker dukket op til fællessang i Ubberud Kultur- og Bevægelseshus fire gange om året.

Fællessang

Fire gang om året danner Ubberud Kultur- og Bevægelseshus rammen om fællessang for alle, der har lyst til at synge med andre. Det koster ikke noget at deltage, og man behøver ikke at melde sig til. Sangaftenerne blev født i kølvandet på åbningen af kultur- og bevægelseshuset i 2015, og i dag har de et trofast publikum.
Det fortæller Henning Jespersen, der sidder i kultur- og bevægelseshusets aktivitetsudvalg.

- Hvis jeg skal sætte ord på stemningen, så vil jeg sige, at den er meget afslappet og familiær. Der er et godt fællesskab. Folk kender hinanden, og så er de også glade for, at der findes to forskellige typer arrangementer, siger han og uddyber:

- Hver anden gang har vi en form for ønskekoncert, hvor to dygtige, lokale sangere synger for, og kirkens pianist spiller alt, hvad folk ønsker, og de andre gange inviterer vi en højskolemand, som dykker ned i højskolesangbogen, på besøg. Det har vi en vis succes med. Der kommer op til 50 deltagere til højskole-arrangementerne.

Nye og gamle sange

Når der er ønskekoncert, er der måske nogle, som har forberedt sig hjemmefra og skrevet et par sange på en huskeseddel, og ellers er det også tilladt at lade spontaniteten råde.

- Mange vil gerne synge de sange, som vi kender fra Højskolesangbogen, men andre vil også gerne synge de nyere sange, som er kommet med i Højskolesangbogen. Der er en fin blanding, synes jeg, siger Henning Jespersen.

Og når der skal synges, kommer der selvfølgelig kaffe og kage på bordet. Klientellet består primært af pensionister, men alle er velkomne, understreger Henning Jespersen.

By- og Kulturforvaltningen