Spring til indhold

Odense synger sig glad

Vinterens mørke, energipriserne og Putin. Der er nok at bekymre sig om, men heldigvis findes fællessangen. Den gør glad, og der findes der masser af kor i Odense.

Syng dig glad i en folkeoplysende forening

De fleste kan mærke det i kroppen med det samme – at de bliver i godt humør, når de synger sammen med andre. Sangen, det at lade vores stemmer møde hinanden i harmoni, har en fællesskabsdannende funktion, og sang kendes fra alle kulturer, uanset tid og sted. Vi synger for at udtrykke følelser, og vi har sange til de fleste lejligheder: drikkeviser, krigssange, arbejdssange, børnesange og så videre.

 

Sang i hele systemet

Nogle af os synger kun ved disse lejligheder eller lidt i det skjulte, når vi går derhjemme, men der er også dem, der har en fast ugentlig aftale med sangen. En af dem er Dorte Folkmann, formand koret BeChoired:

- BeChoired er et rytmisk kor, og det er svært med ord at beskrive den stemning, som skabes af gode rytmiske sange, hvor vi bliver akkompagneret af en engageret pianist. Man kan komme træt og stresset til korprøve, men når sangen ruller gennem kroppen, så kan man slet ikke tænke på alt det, man har travlt med, og man tager hjem med sang og musik i hele systemet, og trætheden er blevet til energi.


Maria Gammelgaard Poulsen sidder i bestyrelsen i det 14 mand store kor Able Gospel Choir. Både for hende og medlemmerne af koret er den ugentlige øvedag noget, der ses frem til:

- Vi oplever, at vores medlemmer især ser det som "mig-tid", hvor man gør noget for sig selv og sin egen skyld. At man bliver ladet op af at komme til kor mandag aften. Det at øve og at synge i fællesskab, hvor enkeltdelene tilsammen bliver større end summen, er magisk. Det giver styrke, energi, mening, selvværd, og man bliver glad - både af musikken og af fællesskabet. Man føler sig fri. Man kan glemme bekymringer og i et par timer bare være i nuet.

Syng for fællesskabet

Michael Sanvig, skoleleder på musikskolen 1748, tror, at sang er noget af det sundeste, man kan beskæftige sig med, hvis man synger for musikken og fællesskabets skyld, og Lisbeth Lunding fra DOF Paarup Aftenskole oplever, at aftenskolens kor er med til at holde deltagerne mentalt sunde. Og så er der den sidegevinst, at man ikke kan være sur og synge på samme tid.

Det er i det hele taget svært at finde en god grund til ikke at finde plads til lidt sang og musik i hverdagen, hvorfor det også er heldigt, at der i Odense Kommune findes mange kor, som tager imod nye medlemmer med åbne arme.

Og måske er det lige nu, i tider som disse, at det giver allermest mening at gå til kor og mærke fællesskabets bånd.

 

 

Her er en liste på nogle af de kor der findes i Odense Kommune, som en folkeoplysende aktivitet:

FynboKoret
Odense Visevenner
BeChoired
Musisk Aftenskole
Able Gospel Choir
Stenløse-Fangel-Bellinge Sangforening
Odense Højskoleforening
17:48

Højby Beboerskole
Metodistkirken
Paarup Aftenskole

Skt. Klemens Fangel Gymnastikforening - sangaften 16/11

 

By- og Kulturforvaltningen