Spring til indhold

Mød fire besøgsvennepar

Her kan du møde fire vennepar, som alle har mødt hinanden gennem en besøgstjeneste.

Mød Johnny og Kent


Venneparret Johnny (tv.) og Kent har mødt hinanden gennem
SIND-nettets besøgstjeneste.

 

Johnny (tv.) ønskede at gøre en forskel, og samtidig ønskede han et afbræk fra dagligdagen. Det blev starten på et foreløbigt to år langt venskab med Kent, der har en psykisk sårbarhed. 

 

De to venner klikkede med det samme. Og Kent er rigtig glad for, at han valgte at få en besøgsven. Johnny er nemlig en god støtte, og de to kan snakke om alt – både det positive og negative i livet. De er begge enige om, at støtten og rådene går begge veje, og så hygger de sig i hinandens selskab:

 

”Først og fremmest sætter jeg utroligt stor pris på vores gode venskab. Men jeg kan også mærke, at det giver mig meget at tage del i det sociale ansvar og hjælpe en person, som har brug for det,” fortæller Johnny.

 

 

Mød Tove og Ellen


Tove (tv.) er Ellens besøgsven. De ses ca. hver 14. dag og får begge
meget ud af bekendtskabet.

 

Selvom Tove (tv.) er 82 år og har en travl kalender, hvor både børn og børnebørn fylder meget, finder hun også tid til at være besøgsven for Ellen på 92 år. Og besøgene hos Ellen er noget, hun altid ser frem til.


”Det er noget, jeg klart vil anbefale andre også at blive, for det er en hyggelig og uformel måde at lære nye mennesker at kende på og samtidig gøre noget godt,"
fortæller Tove.

Også Ellen sætter stor pris på venskabet:


”Når man bliver så gammel som mig, så oplever man desværre, at mange af dem, man har kendt, er borte. Og så kan det være svært at komme ud og lære nye mennesker at kende. Derfor gør besøgsvennerne virkelig en god gerning,”
fortæller Ellen.

 

 

Mød Tina og Susanne


Besøgsvenneparret Tina (tv.) og Susanne har kendt hinanden i fem år.
Her er de til julemarked sammen i Odense.

 

Tina (tv.) har i fem år været besøgsven for Susanne, der har en psykisk sårbarhed. Og det, der startede med at være to fremmede, som mødtes, er i dag blevet til to veninder. 

Tina og Susanne laver alt fra at gå ud sammen til at tale i telefon og være hinandens fortrolige. For Susanne betyder det meget at have Tina:


”Det er så rart at have én at snakke med om helt almindelige hverdagsting, og at det handler om mig og ikke om min sygdom,
” fortæller Susanne.

Tina supplerer:


”Det gør mig glad at være besøgsven, fordi jeg kan mærke, at det gør en forskel for Susanne, og fordi jeg får så meget igen.” 

 

Mød Peter og Frede

For et par år tilbage var det 88-årige Peter, der fik besøg af en besøgsven. I dag er det ham, der er blevet besøgsven gennem Røde Kors for 90-årige Frede. Mød dem i videoen her. 

 

Du skal være opmærksom på, at video-streams kan sætte en eller flere cookies på din computer, når du trykker på afspil video. Læs mere om cookies

 

 

Ønsker du selv at blive besøgsven?

Bliv besøgsven her.

 

Når du melder dig som besøgsven, afstemmer vi dine forventninger og dine interesser. Ud fra det forsøger vi at skabe det perfekte match med en fra ventelisten. Du vil blive matchet med din besøgsven ud fra jeres fælles interesser.

 

Skulle det alligevel ske, at kemien imellem jer ikke er god, finder vi naturligvis en løsning på det.

 

Opdateret 27-01-2019

Ældre- og Handicapforvaltningen