Kystbeskyttelse

Ny lov om kystbeskyttelse

Den 1. september 2018 trådte den ændrede lov om kystbeskyttelse i kraft. Det betyder at administration af kystbeskyttelse overgik fra Kystdirektoratet til kommunerne. 

 

Hvis du er bosat i Odense Kommune skal du fremadrettet ansøge Odense Kommune om tilladelse til Kystbeskyttelse. Det er desuden et krav at du benytter et bestemt ansøgningsskema og at ansøgningen fremsendes til kommunen digitalt for at vi kan behandle ansøgningen. 

 

Ansøgningsskemaet er et bilag til Bekendtgørelse om krav til ansøgning om tilladelse til udførelse af kystbeskyttelsesforanstaltninger (BEK nr 1060 af 21/08/2018).

 

Ansøgningsskema

Vejledning til ansøgningsskema Odense Kommune

Lov om kystbeskyttelse LBK nr. 78 af 19.01.2017

Ændring af lov om kystbeskyttelse m.fl. Lov nr. 720 af 08.06.2018

 

Både ansøgning og kommunens afgørelse vil blive offentliggjort på kommunens hjemmeside ligesom kommunen er forpligtiget til at orientere naboer, andre berørte parter samt relevante myndigheder.

 

Odense Kommune har fået overdraget i de sager Kystdirektoratet ikke nåede at behandle inden 1/9 2018. 

 

 

 

Tilgang som borger

Det er op til dig som grundejer at overveje, om der kan og skal laves højvandssikring, også økonomisk set, mens Kystdirektoratet og andre myndigheder afvejer andre hensyn. Normalt er det en kreds af grundejere, der tager initiativ til et højvandssikringsprojekt. 

 

Er grundejerne enige; styrer grundejerne selv alle aftaler om betaling af anlægsudgifter, drift og vedligeholdelse.

Er der uenighed i grundejerkredsen; bestemmer kystbeskyttelsesloven, at kommunen er procesmyndighed. Det betyder i praksis, at kommunen understøtter processen. Formelt set betyder det, at kommunen gennemfører en kystbeskyttelsessag. 

Loven giver desuden kommunen ret til, om fornødent, at gennemtvinge en given kystbeskyttelse og pålægge alle, der nyder gavn af kystbeskyttelsen, at betale til arbejdets gennemførelse, drift og vedligeholdelse.

Hovedmyndigheden for sager om kystbeskyttelse er Kystdirektoratet. Eventuelle klager skal sendes til Natur- og Miljøklagenævnet. 

Opstart af dige-projekt

Hvis projektet drives af private grundejere

Hvis en - normalt mindre - grundejerkreds er enige om et projekt og dets betaling, styrer grundejerkredsen selv sit projekt. Herunder beslutter grundejerkredsen, om der skal anvendes rådgiver, og hvordan entreprenør skal entreres. Den enige, private grundejerkreds sørger for fornøden myndighedsgodkendelse, før projektet kan udføres. Kommunen hjælper ikke med sagen og kan ikke bidrage til løsning af uenigheder om projektet eller dets betaling.

Hvis projektet drives af kommunen

Hvis der er uenighed i ejerkredsen, er det nødvendigt at behandle sagen efter kystbeskyttelseslovens § 1a, hvor kommunen går ind som procesmyndighed. Her handler det om at finde en løsning, der er teknisk og økonomisk generelt acceptabel, idet fordelingen af bidragene skal godkendes endeligt af et politisk udvalg – i Odenses tilfælde er der tale om By- og Kulturudvalget.
 
Kystdirektoratet vil i tilladelsen forlange en tinglyst deklaration, der forpligter nuværende og fremtidige ejere til at vedligeholde anlægget i samme stand, som der er ansøgt om. 

Kommunen skal som hovedregel kun indgå med et økonomisk bidrag, der svarer til ejerskabet af de eventuelle kommunale ejendomme, der kan have gavn af anlægget. 

Etablering af digelag

Ved anlæg gennemført efter § 1a har grundejerkredsen pligt til at organisere sig i en mere veldefineret ansøgerkreds fx som ”Digelag under stiftelse”. Digelaget bliver den bærende organisation for anlæg og drift af højvandssikringen. Kommunen kan bistå med at finde en teknisk og fordelingsmæssig løsning, herunder udarbejde vedtægter for digelaget. Vedtægterne og partsfordeligen skal tinglyses, og der er medlems– og bidragspligt.

Digelagets opgave

Digelagets bestyrelse eller styregruppe tager sig nu af sagsforløbet - herunder henvendelse og dialog med kommunen som procesmyndighed. De involverede grundejere vil have en interesse i at få forholdene undersøgt og vil normalt selv tage initiativ til at få iværksat nærmere undersøgelser.

Kommunen kan også tage initiativet for at få processen i gang. Et kommunalt initiativ betyder imidlertid ikke, at kommunen af den grund skal betale udgifterne.

Det er vigtigt at vide hvilke ejendomme, der indgår i sagen, bl.a. ud fra tilgængelige kort. 
Hvis der er eksisterende kystanlæg på kysten, bør det indledningsvis undersøges, om disse anlæg er lovlige eller anvendelige. Det handler herefter om at få foretaget en foreløbig, uvildig vurdering af de tekniske muligheder for kystbeskyttelse og en overslagspris.

Loven er opbygget sådan, at man arbejder sig fremad i processen, trin for trin, hele tiden i et samarbejde mellem lodsejere, rådgiver, Kystdirektoratet og evt. kommunen.

Højvandssikring - hvem betaler?

Det er altid de ejendomsejere, der får direkte og indirekte gavn af kystbeskyttelsen (matrikel og/eller adgangsforhold), der skal betale for at blive beskyttet mod oversvømmelse eller erosion. De skal også betale for de nødvendige forundersøgelser, projektet, møder osv. Disse udgifter lægges oven i anlægs- og vedligeholdsudgiften og betales således af de implicerede i sagen via partsfordelingen.

Ved sager ledet af kommunen skal kommunen ved sagens start:

• Undersøge hvorvidt der opbakning blandt lodsejerne
• Undersøge (via Kystdirektoratet) hvorvidt sagen overhovedet kan tænkes gennemført

Kommunen kan allerede på dette indledende stadie bestemme, at sagen skal stoppe.

 

Kommunen er tilsynsmyndighed for digelaget og kan derfor:

• opkræve bidrag til anlæg og vedligehold på lagets vegne over ejendomsskatten efter den fordelingsnøgle, der er indarbejdet i vedtægten.
• tvinge enkelte grundejere ind i fællesskabet og til at betale bestemte beløb.
• beslutte at lægge penge ud for et digelag, kautionere for lån osv.

Betalingsprincipper

Der er ikke faste regler for, hvordan man fordeler udgifterne i en sag om højvandssikring eller kystbeskyttelse. Der skal foretages en konkret vurdering fra sag til sag.

Ligeledes skal fastlæggelse af sikringskoten (højden over havet, som diget sikrer) ske på baggrund af et realistisk skøn.

Lavtliggende boliger samt infrastruktur der kan blive oversvømmet ved ekstremt højvande skal bidrage økonomisk til anlæg og vedligehold af et dige, ligesom grundejere, som indirekte får glæde af diget, også skal betale.

 

Hvis grundejerne er enige

Hvis grundejerne er enige om anlægget og dets betaling, sørger grundejerkredsen selv for de indbyrdes juridisk bindende aftaler.

 

Hvis grundejerne er uenige

Er grundejerne uenige, og skal sagen stadig gennemføres, skal der opstilles en partsfordeling. Partsfordelingen angiver, hvad hver enkelt bidragyder skal betale.

Betalingsmodel og partsfordeling

En simpel betalingsmodel er nem at administrere. Omvendt vil en betalingsmodel, der medtager flere forhold, kunne opfattes som mere retfærdig.

En partsfordeling angiver, hvad hver enkelt grundejer skal betale. Det er umuligt at udarbejde en partsfordeling, der er 100% retfærdig. Grundejerkredsen og andre interessenter vil blive involveret i forbindelse med fastlæggelsen af partsfordelingen.

• Ved trusler om oversvømmelse kan man lægge vægt på risikoen for skader på bygninger, på ejendomsværdi samt på omfang af skader på ubebyggede arealer.
• Ved truende erosion kan man lægge vægt på nærheden til kysten eller på ejendommenes værdi. 

Optimering af eksisterende højvandssikring

Hvis en gruppe ejendomme, der i dag ligger bag diger, som de ikke hidtil har betalt bidrag til, ønsker bedre beskyttelse mod højvande, vil en forhøjelse af det nuværende dige betyde, at disse ejendomme fremover skal bidrage, da de opnår en større sikkerhed end før.

Ved beregning af bidrag kan man skelne imellem huse, der får vand ind på stuegulvet og/eller store skader på konstruktionen, og huse, der alene får saltvand ind på grunden.

Områdets digelag kan med fordel sikre, at lagets vedtægter indeholder regler for, hvorledes at fremtidige ændringer i højvandssikringsanlægget, eller dettes anvendelse, skal medføre ændringer i partsfordelingen.

 

Myndighedsforhold

Andre relevante myndigheder kan være:

 

• Statens Miljøcentre, der varetager strandbeskyttelsen gennem naturbeskyttelseslovens § 15
• Kommunen, der varetager beskyttede naturtyper, Natura 2000, fredninger og offentlighedens adgang langs kysten gennem naturbeskyttelsesloven
• Kommunen er også planmyndighed
• Farvandsvæsen, Fiskeriinspektion m.fl. der varetager andre hensyn
• Kulturarvsstyrelsen, der varetager bevaringsmæssige hensyn
  
  § 1 i Lov om kystbeskyttelse siger at "formålet med kystbeskyttelse er at beskytte mennesker mod oversvømmelser samt ejendom mod oversvømmelser og nedbrydning fra havet, fjorde eller andre dele af søterritoriet. 
  Dette formål varetages ved en afvejning af disse hensyn:
  
  
• Behovet for kystbeskyttelse
• Økonomiske hensyn
• Kystbeskyttelsesforanstaltningens tekniske og miljømæssige kvalitet
• Kystlandskabets bevarelse og genopretning
• Naturens frie udfoldelse
• Rekreativ udnyttelse af kysten
• Sikring af den eksisterende adgang til kysten
• Andre forhold af væsentlig betydning for kystbeskyttelse”