Rustrødt guld og hvide fnok

Odense Å og landskabet omkring den blev skabt under den sidste istid. For 18.000 år siden gled en kæmpemæssig gletsjer ind over Danmark fra de baltiske lande.

Teglværksgraven

Gletsjeren aflejrede bl.a. store mængder moræneler, som nogle steder i landet har en sammensætning, der er velegnet til fremstilling af tegl. Fra 1880’erne og frem til første halvdel af 1900-tallet lå Odense Dampteglværk midt mellem Åsumvej og Nyborgvej. Her gravede man ler op og brændte det til røde mursten. Murstenene bliver røde, når de brændes, fordi jordens øverste lag moræneler har været udsat for vind og vejr, siden istiden sluttede. Kalken er blevet opløst, og jernmineralerne er blevet iltet til rustrødt jern.

Odense Dampteglvaark
Odense Dampteglværk, som det så ud i ca. 1896



Lige nord for Nyborgvej har det aflejrede moræneler været særligt velegnet til teglproduktion. Du står ved den røde prik på kortet.

 

Italienske teglbrændere lærte os håndværket

Teglværket ved Nyborgvej opstod som et interessentselskab af en gruppe gårdmænd i slutningen af 1800-tallet. Men faktisk kom teglbrænding til Danmark helt tilbage i 1160. Det var lombardiske teglbrændere fra NordItalien, der lærte os håndværket med teglbrænding. Man mener, det var Valdemar den Store, der tog de italienske teglbrændere med herop. I mange år blev stenene brændt i primitive ovne på selve byggepladserne. Først i 1700-tallet opstod egentlige teglværker. Læs mere om teglværker på Odense Bys Museer.

 

Bladstrup Teglvaerk
Arbejdere foran Bladstrup Teglværk, der nu er genopført Den Fynske Landsby. 

 

Istid og ådalsdannelse 

Weichel-istiden strækker sig fra ca. 117.000 til 11.500 år før nu. Den præges af adskillige nedisninger og gletscherfremstød, og når sin maksimale udbredelse for 18.000 år siden. Da isen smelter bort, efterlader den et tundralandskab med arktiske forhold.

Da afsmeltningen begyndte for 12.5000 år siden, løb vandet nordover mod havet. Smeltevandet gravede en bred floddal, der i dag er den dal som Odense Å løber i. Ved den nuværende Odense Fjord bredte floden sig ud i en fane - et delta. 

Efter istiden kom den første skov med birke- og fyrretræer til Fyn. I jægerstenalderen var store områder dækket af urskov, og i det varme og fugtige klima groede bl.a. mistelten. Her levede også sumpskildpadder, og på det tidspunkt, begyndte tørven i bunden af ådalen at blive dannet.

 

Kær-fnokurt

I den gamle lergrav finder man en af Danmarks helt sjældne planter - kær-fnokurten. Tidligere voksede her tusindvis af smukke gule Kær-fnokurter, men nu er den desværre i tilbagegang. Kær-Fnokurt blomstrer fra slutningen af maj til hen i juli. Den er meget iøjnefaldende og kan erkendes på lang afstand både i blomstringstid og senere på året iklædt frugternes hvide fnok. Et imponerende syn helt hen i efteråret.

kaerfnokurt
Kær-fnokurt

 
Den trives på sumpet bund - især hvor kreaturer tramper rundt og påvirker jorden. Den dog ubestandig i sin optræden. Kær-Fnokurt kommer kun op af jorden nogle år - for måske det næste år at være fraværende. For så igen at dukke op det kommende år, hvis forholdene er optimale. I Odense Kommune findes den kun 2 steder.

 

 

Snegle - skovens skraldemænd

I Odense Ådal finder man mange forskellige sneglearter. Snegle holder af fugtigt vejr og ses på stierne når det regner. På varme solskinsdage lever de et tilbagetrukket liv i skyggen af træer og buske. Alle sneglearterne er vigtige for omsætningen af organisk stof. De spiser især både levende og døde plantedele, men går også på ådsler, og er sammen med bl.a. regnorme, bænkebidere og bakterier, med til at ‘rydde op’ i naturen. Sneglene udgør også føde for andre dyr som f.eks. padder, krager og pindsvin.

 

SneglSneglene sanser med ‘antennerne’. På de lange øverst sidder et øje på hver antenne, mens de to små nederste antenner er smags- og lugteorganer.
 

 Almindelig havesnegl

Havesneglen lever trods sit navn ikke blot i haver men især i løvskove. Den er almindelig i hele landet, bortset fra områder med meget lidt kalk i jorden, fx på heder og i nåleskove. Havesneglen kan kun bygge sit hus, hvis den lever på kalkholdig jord. Havesneglen er udelukkende planteæder. Den spiser både grønne plantedele og halvrådne planter. Sent på efteråret går havesneglen i dvale i en bunke blade, og lukker husets åbning af med et beskyttende låg af størknet slim.

 


Som mange andre snegle bevæger havesneglen sig ved at lægge et lag af slim, som den "maver" sig hen over ved at spænde og løsne muskler i sin fod. Snegle er hermafroditter, dvs. tvekønnede

Vinbjergsnegl

Vinbjergsnegl er en af vores største snegle, med et hus på op til 4,5 cm højde. Den lever mest af grønne plantedele og nedfalden frugt. Vinbjergsneglen er fredet. Den må ikke samles ind i kommercielt øjemed, men må gerne samles ind til egen fortæring! Vinbjergsneglen dyrkes da også på sneglefarme til gastronomisk brug.

Vinbjergsnegl

 

 

Sort skovsnegl

Den sorte skovsnegl er et velkendt dyr fra haver, parker og skove. Den er især nataktiv, hvor den spiser løs af blade, svampe og ekskrementer. Skovsneglen udskiller slim, der afholder en del dyr fra at spise dem, mens andre f.eks. pindsvin er ligeglade med slimen.
 
sort skovsnegl
Sort skovsnegl er en såkaldt nøgensnegl, dvs. en snegl uden hus. Den er i slægt med de velkendte arter, iberisk skovsnegl og rød skovsnegl. Det store hul forrest i siden på sneglen er et åndehul.

Roed skovsnegl
Den røde skovsnegl menes indført og udsat første gang i 1913 af to amatørentomologer fra Silkeborg. 
 

Iberisk skovsnegl

Iberisk skovsnegl, også kaldet dræbersnegl, er spredt til Danmark i 90’erne i forbindelse med transport af planter fra Spanien og Portugal. Den har en aggressiv og delvis kannibalistisk adfærd. Sneglene benytter lugtesansen til at finde føde og tiltrækkes af stærke, rådne lugte. De æder blandt andet ådsler og hundeekskrementer, ligesom planter med stærk duft ofte ædes først. 
Hvor både sort og rød skovsnegl holder til i skovene, så elsker dræbersneglen havernes blomster og grøntsager til stor gene for haveejerne. Sneglens slim kan indeholde store mængder bakterier, bl.a. colibakterier, og bør derfor indsamles med handsker. I haverne er sneglenes naturlige fjender, udover havejerne, skrubtudsen og pindsvinet.
 
Ibirisk skovsnegl

Iberisk skovsnegl findes i mange brune nuancer, lige fra rødlig til nærmest sort, og kan forveksles med både rød og sort Skovsnegl. Den kan dog kendes på, at fodbræmmen er lys og tydelig tværstribet (det ser ud, som om den er syet på), - og at den ofte optræder i flokke. 


At den iberiske skovsnegl optræder i flokke ved haveejerne. Hver snegl lægger i løbet af sit et-årige liv ca. 400 æg og kan således hurtigt blive til en plage. Her spiser de en regnorm.

 

 


 

Opdateret 27-03-2017

By- og Kulturforvaltningen