Våde enge og vilde orkideer

Enge med afgræsning

Det åbne land

I jægerstenalderen var store områder af Danmark dækket af urskov. Græssende urokser, hjorte og elge sørgede for lysninger, hvor græs og urter fik lys og plads. Med agerbrugets komme til Danmark for 6000 år siden, fulgte rydning af skovene og dyrkning af jorden. Det åbne kulturlandskab med afgræssede enge og dyrkede marker opstod.

 


Gravhøj midt i kulturlandskabet. Danmarks landskab har ændret sig dramatisk igennem de sidste 6000 år. 

Venlige køer og sjældne planter

I Danmark har engene, moserne og overdrevene i årtusinder været afgræsset – eller der har været slået hø på dem. Og det er netop det, der kræves for at bevare en typisk lokal og varieret flora.

De mange og sjældne plantearter, der er knyttet til vores lysåbne naturarealer, er i dag i kraftig tilbagegang. Hvis græsningen eller høslættet ophører, udvikler disse områder sig først til et ensformigt staudesamfund og på længere sigt til pilekrat og skov.


Ådalen kan med græssende kreaturer blive til et blomstrende urtesamfund i stedet for et tæt krat.

Græssende dyr som køer, får og heste varetager meget af naturplejen på ådalens enge. Dyrene spiser buske, græs og urter inden de bliver så høje, at de skygger alt andet væk. Deres gødning skaber levesteder for insekter. Kokassen indeholder de ufordøjelige dele af det græs, koen spiser. Når kokassen nedbrydes af insekter svampe og bakterier, frigives de næringsstoffer, der findes i gødningen, til gavn for engens planter.


Gødningsinsekterne ‘behandler’ store mængder gødning med deres munddele, og gør gødningen mere indbydende for regnorme, som står for hovedparten af nedbrydningen.

I godt sommervejr vil en nylagt kokasse på få timer blive dækket af en størknet skorpe, som giver resten af kokassen og dens beboere en vis beskyttelse mod hurtig udtørring. Hullerne i kokassen er frembragt af billen møgkære, som ‘svømmer’ rundt i den friske, våde gødning. De voksne biller er gødningsædere, mens larverne er rovdyr, som især æder de fluelarver, der også lever i kokassen. Herved kan de reducere antallet af fluer, som generer kreaturerne.

 


Møgkæren ‘dykker’ ned i den våde gødning og laver de karakteristiske omtrent 4 mm store huller i kokassen.

Dyr græsser forskelligt og derfor bruges de til forskellige formål i naturplejen. Køer er nænsomme, og spiser mest græs og urter. Får er nøjsomme og spiser gerne småbuske, siv og endda tagrør. Fårene græsser dog alt for effektivt til engene her, hvor orkideerne maj-gøgeurt og kødfarvet gøgeurt blomstrer.

 

Køer undgår den gule bidende-ranunkel, der indeholder giftstoffet protoanemonin, som kan fremkalde forgiftninger hos alle husdyr.

Det kan være en stor naturoplevelse at komme ind på en del af de naturområder, som de græssende køer er med til at pleje. Derfor er der flere steder lavet naturstier gennem græsningsarealerne. Adgangene til stierne gennem græsningsarealerne særligt markerede med enten smalle sluser, selvlukkende faldlåger eller stenter, der sørger for, at folk frit og nemt kan komme ind og ud af folden, mens fæet kun kan være inde!


Kreaturer af racen Galloway er rolige og venlige. De er hårdføre og kan klare at gå ude hele året.

For nogle kan det synes skræmmende at færdes blandt disse store dyr, men med fornuftig og respektfuld adfærd er der god mulighed for store naturoplevelser – også med køer.

Kødfarvet gøgeurt - en dansk orkide

Ja, der findes faktisk vilde orkideer i Danmark. Her er 30-35 arter - bl.a. Kødfarvet Gøgeurt. Dens udseende kan minde lidt om en Hyacint, men Gøgeurten er større og kan blive op til 40 cm høj.

 

   

Venstre: Kødfarvet gøgeurt. Højre: Maj-gøgeurt. Begge danske vildtvoksende orkideer. 

Orkideerne i Danmark er sjældne, fordi deres levesteder, engene forsvandt med effektiviseringen af landbruget. Med genetablering af engarealer og naturpleje, er det lykkedes at bevare bestande af orkideer, bla. her ved engene i Seden og Åsum. Men du må ikke plukke dem, selvom de er flotte.

Vandriksen - den rødnæbbede vandhøne

En fugl, som med sikkerhed er glad for de mange vådområder, er vandriksen. Den hører til arten ‘vandhøns’ og er i familie med rørhøne og blishøne, der også lever i rørsumpe langs åen og i moser. Du kan kende den på dens lange, spidse røde næb, hvis du er heldig at få øje på den.

 


Vandriksen er nærmest altædende, men lever især af vandinsekter, haletudser og frøer, snegle, mindre pattedyr og fugle, og især om vinteren indtager den også planteføde, bl.a. rødder af engkarse og brøndkarse, men også blade og frø af forskellige planter.

Vandriksen er temmelig sky, og man hører den typisk oftere, end man ser den. Det er tit i tusmørket eller om natten, at vandriks-hannerne giver lyd. Det kan enten lyde som et grisehyl-lignende skrig eller som en ‘kyp, kyp, kyp’-lyd. Lyt til griseskriget.

Rørspurven

Rørspurven er en anden beboer i vådområderne. Det er en spurvefugl på størrelse med en gråspurv.  Hannen er let at kende på sin smukke sorte ‘hætte og den hvide ring om halsen, som hunnen desværre ikke kan prale med. Hun ligner snarere gråspurven til forveksling. Når rørspurven synger, er det kort og kontant og lyder som ‘sip, sip, sip, si-lip’, hvorimod flugtkaldet er længere: ‘Siiiiip’. 
Prøv at lytte til rørspurven

 


Rørspurven lever om sommeren mest af insekter. Om efteråret går den over til vegetabilsk føde, mest i form af frø fra diverse sumpplanter bl.a. tagrør. Om vinteren ses den undertiden søge føde på stub- og pløjemarker, ved marker og skel sammen med andre frøædende småfugle.

Rørspurven yngler bl.a. i rørskovene langs Odense Å, men da den er en trækfugl, er den her kun fra marts til oktober. Om vinteren flyver den nemlig mod varmere himmelstrøg i Vest- og Sydvesteuropa. Er vinteren mild, kan nogle rørspurve dog finde på at blive her vinteren over.

 

Opdateret 18-10-2016

By- og Kulturforvaltningen