Kilderne i Kratholm

Kratholm Skov

Kilder

Fra ådalens skråninger vælder kilderne frem. De risler og klukker, deler sig, samler sig i småsøer og løber sammen igen for til sidst at tage den direkte vej ned til åen, der får et pænt tilskud af vand her. 

 


Stensat kildeudløb i Kratholmskoven.

Kildevandet er grundvand, der bryder ud af skrænten, hvor den skærer grundvandsspejlet. Her har vandet altid den samme temperatur, ca. 7-8 grader. Derfor damper kilderne i frostvejr og føles kølige og svale i sommerheden. 

 


Snitillustration af Odense Ådal ved Kratholm.

Kildekalk

Kilderne medfører opløst kalk fra jordens kalkholdige lerlag. Kalken afsættes i kildevældene som kalkslam i tykke lag. Der har været så meget kalk her, at det har kunnet betale sig at bruge det til jordbrugskalk. 

 


På Lavkant-kortet fra 1904-1945 er Bellinge Station markeret med rød prik. Der er tætte højdekurver omkring åen. Her bryder grundvandspejlet de stejle åskrænter, så kilderne springer.

Dalsiden i skoven bærer endnu præg af denne udvinding, som også har foregået længere nede ad åen. Mellem verdenskrigene bragte godstog på Odense – Nr. Broby – Fåborgbanen kalk herfra til bøndergårde på Sydfyn.

 


Bellinge Station 2013. Wikimedia Commons.

Hellige kilder 

Mange kilder har siden middelalderen været opfattet som helligkilder, hvis vand virkede helbredende på forskellige sygdomme. Dette levn fra den katolske tid holdt sig langt op i vores tid. H.C. Andersen besøgte af samme grund stedet som barn, og så sent som i 1980’erne var der ældre mennesker, der drak af vandet sankthansaften. Efter gammel overtro havde vandet særlig helbredende virkning denne aften.

Druknede soldater 

En beretning fra svenskerkrigene i midten af 1600-tallet vil vide, at en lille gruppe svenske soldater forsøgte at trænge mod nord gennem den dyndede og sumpede ådal. Lidt nedstrøms Kratholmskoven sank de i dyndet med deres tunge udstyr og druknede. Det fortæller lidt om, hvor uvejsom dalen har været, inden der blev anlagt stier og broer.

 


Under den ‘lille istid’ i midten af 1600-tallet frøs bælterne til, og Svensken gik over Lillebælt, over Fyn og over isen i Storebælt. Danmark blev besat, og vi mistede Skåne, Halland og Blekinge. Stik fra 1670.

Den frodige skov 

Rigelige og stadige tilførsler af vand i forbindelse med kalkholdig jordbund er den perfekte blanding for mange træ- og plantearter. Derfor er Kratholmskoven også en meget frodig skov. 

 


Asken er ‘verdenstræet Yggdrasil’ i den nordiske mytologi. Med Yggdrasil står og falder hele verden. Ask er et lysåbent træ, der har været i Danmark de sidste 9000 år.

Asketræerne trives normalt godt her, hvor grundvandet slikker dem om rødderne, men i disse år dør asketræerne af asketoptørre, som er en svamp der dræber askene. Derfor har Odense Kommune været nødt til at fælde alle de døde asketræer, for at de ikke skulle være til fare for besøgende i skoven.
I de fugtige lavninger har der udviklet sig urskovslignende bevoksninger af Pil, Hæg og Rødel, der alle trives godt i det våde miljø. 


Hæg, også kaldet Majtræ, dufter dejligt med hvide blomster i foråret. Hægen har været her siden istidens afslutning for 10.000 år siden.

 

Raklerne på rødellen udgør vinterføde for en række spurvefugle.

Midt i skoven på et gammelt jorddige står en række prægtige 150-årige bøge. Jorden omkring dem er vasket bort af kildevandet, så den øverste del af rødderne er blevet synlige. Man kan se, hvor de klamrer sig til underlaget.

Planter

Skovbundens urteflora præges af det meget vand. Tidligt om foråret blomstrer Milturten i tætte gulgrønne puder langs kilderne, og Engkabbelejer blomstrer allerede i slutningen af marts. I maj blomstrer konvallen Firblad mellem gule og hvide anemoner - og ser man godt efter, er der også en fin bestand af den fredede orkidé Ægbladet Fliglæbe. Alle er de indikatorarter for kalkholdig jordbund. 


Almindelig Milturt er en spinkel forårsblomstrende plante, som vokser på fugtig bund, ofte i ellesumpe.

 

Sumpplanten Engkabbeleje indeholder et giftigt stof, som gør, at planten ikke ædes af kreaturer og andre græssende dyr.

 

Firblad ses ofte i askevæld som her i skoven. Blomsten udsender en ådselagtig lugt og bestøves af bl.a. spyfluer. Bærret er giftigt og smager grimt.

 

Anemonerne springer ud før løvtræerne og udnytter derved lyset og de mange næringsstoffer, der er blevet frigjort i vinterens løb. Når løvtræerne springer ud, visner anemonerne, og jordstænglerne opbevarer næringen til næste år.

 

Selv om skov-orkidéen Ægbladet Fliglæbe kan blive næsten 1 m høj, overses den let, da blomsterne er små og lysegrønne. Den er fredet og må ikke plukkes, graves op, samles ind eller ødelægges.


Sidst i maj og langt ind i juni præger gul Iris de våde områder ned mod åen. Med sine smukke gule blomster tager den sig godt ud sammen med skinnende blå vand- og pragtnymfer. I den sydlige ende af skoven dækker tæpper af brøndkarse kildevandsdammene. Den vilde brøndkarse er vintergrøn, så man kan smage på den året rundt. Den smager stærkt af karse og kan sagtens anvendes som grønt drys på æggemaden.


Sumpplanten Gul iris. Blomstens specielle rørformede udformning er indrettet på insektbestøvning, især humlebier. Den har luftkanaler i både blade og stængel, der forsyner de vanddækkede rødder med ilt. Rødderne er giftige og kan ætse huden.

 

 

Der findes to arter af pragtvandnymfer herhjemme; blåvinget og blåbåndet pragtvandnymfe. Hos blåvinget pragtvandnymfe (øverst) har hannen helt blå metalskinnende vinger, og hos blåbåndet pragtvandnymfe (nederst) har hannen et bredt blåt tværbånd på vingen. Hunnerne hos begge arter har gennemsigtige vinger med brunt eller grønligt skær.

 



 

Ligesom guldsmedene lever pragtvandnymfer af insekter som døgnfluer og slørvinger. De er dygtige flyvere og fanger byttet i luften. Øjnene sidder ikke sammen som på ægte guldsmede, ligesom vingerne i hvile samles bagudrettet istedet for ud til siderne.

 

Tykskulpet brøndkarse eller bare brøndkarse forhandles frisk, og man anvender de helt unge skud, inden de går i blomst. Brøndkarse smager let pikant af karse og peberrod med noter af nødder.

Skovens dyr

Den smukke dagsommerfugl Aurora er i forårstiden en sikker gæst i skovens lysninger. Hannen er let genkendelig hvid med sine orangefarvede vingespidser. Larven lever på og af planten Engkarse, der vokser i de våde enge ned mod Odense Å.


Aurora-han på engkarse. 

 


Aurora han og hun på engkarse. Hunnen mangler de to orange vingepletter.

I den fugtige skovbund kan du finde skrubtudsen. Den har rynket og vortet skind i modsætning til frøernes glatte hud og springer ikke kækt som frøerne, men vralter gerne af sted - og mest om natten, hvor den er aktiv og fødesøgende. 

 


Et Skrubtudsepar på vej mod vandhullet for at lægge æg. Hunnen er noget større end hannen.

 


Skrubtudseæg lægges i lange strenge. Frøæg lægges i klumper.

Skrubtudsen er også et nyttigt dyr i haven, hvor den tager godt for sig af biller og snegle, der ellers ville spise løs i køkkenhaverne. 

 


Mange har svært ved at kende forskel på padderne. Her er de tre almindeligste i Danmark: butsnudet frø, skrubtudse og grøn frø.

De fleste rovdyr undgår skrubtudsen, da dens hud er giftig. Men grævlingen, pindsvinet og gråkragen vender snedigt skrubtudsen om på ryggen og spiser indvoldene gennem bugen, hvorved giften undgås.


Desværre for denne skrubtudse kan snogen godt tåle tudsegiften. Snogens yndlingsføde er netop tudser og frøer, som den finder ved og i vandet. Den er en dygtig svømmer.

Snogen er ikke giftig, men kan dog bide. Trænges den op i en krog, hvor flugt ikke er muligt kan den hvæse advarende og af og til finde på at udføre skinangreb ud i luften. Oftest spiller den dog død og udskiller lugtende væske i forsvar.

 


Snogen er vores største slange og kan blive op til 140 cm. Den går i dvale i det tidlige efterår og kommer frem i marts. 

Snogen har mange fjender - blandt andet stork og fiskehejre, musvåger og krager. Pindsvin tager også gerne snoge, hvis den løber over dem. Dens største trussel er dog, ligesom paddernes, tab af levesteder, når våde enge og vandhuller bortdrænes.


En af mørkets jægere er natuglen, vores mest almindelige ugle, der lydløst slår ned på mus og småfugle.

 

Dens store fremadrettede øjne og skarpe hørelse, giver nattesyn og god afstandsbedømmelse. 

Du kan i skumringen høre dens let genkendelige tuden og i skovbunden måske finde uglegylp med resterne af musenes knogler og skind.

 


Uglegylp med rester af hår og knogler fra mus.

 

Opdateret 16-12-2016

By- og Kulturforvaltningen