Arbejdsfastholdelse

Selvom du er blevet syg, kan du fastholde din tilknytning til dit arbejde. Vi kan rådgive dig om forskellige initiativer, som kan støtte din fastholdelse til arbejdsmarkedet.

Sygdom og problemer kan ramme os alle, så vi ikke kan passe vores arbejde i en periode. Normalt betyder det blot, at vi vender tilbage og indtager vores gamle job igen, når vi er raske. Sådan er det ikke altid, hvis man bliver syg i længere tid. Initiativerne omkring arbejdsfastholdelse kan hjælp dig med at bevare din tilknytning til arbejdsmarkedet. 

 

Hvilke initiativer kan arbejdsfastholdelse indeholde?

  • Afholdelse af møde på din arbejdsplads, hvor dine muligheder afklares
  • Støtte i dialogen mellem dig og din arbejdsplads
  • Aftale med din arbejdsplads om delvis opstart. Læs mere om delvis raskmelding her.
  • Aftale med din arbejdsplads om virksomhedspraktik, når der er brug for en afklaring af, hvilke arbejdsopgaver du fremover vil kunne magte
  • Aftale med din arbejdsplads om midlertidig eller permanent omplacering til arbejdsopgaver, som du helbredsmæssigt kan klare
  • Personlig assistance, såsom hjælp til arbejdsopgaver som du har svært ved at varetage
  • Er der tale om sygefravær som følge af en kronisk lidelse, har din arbejdsgiver mulighed for at søge om sygedagpenge fra din første sygedag

De konkrete arbejdsfastholdelesinititativer beror på en konkret og individuel vurdering.

Sygedagpengeopfølgning og arbejdsfastholdelse

Vi skal foretage opfølgning på din sygedagpengesag senest når du har været sygemeldt i 8 uger. Som led i opfølgningen på sygdomsforløbet samarbejder vi med din arbejdsplads og faglige organisation, når det er relevant, og når du har givet dit samtykke. Der vil derfor også kunne tages initiativer til arbejdsfastholdelse fra vores side.

Hvor skal jeg henvende mig?

Er du sygemeldt og ønsker du råd og vejledning, eller hjælp til et konkret forløb om arbejdsfastholdelse, kan du kontakte din sagsbehandler i Odense Kommune. 

Er du i risiko for at blive sygemeldt og ønsker du råd og vejledning, eller hjælp til et konkret forløb om arbejdsfastholdelse, kan du kontakte Forebyggelse & Tidlig kontakt i Odense Kommune  (se e-mail i kontaktboksen på denne side).

 

Du skal være opmærksom på, at Odense Kommune kun har kompetence til at behandle konkrete henvendelser, som vedrører personer bosat i Odense Kommune.




Opdateret 30-05-2017

Beskæftigelses- og Socialforvaltningen