Spring til indhold

Omsorgstandplejen

Omsorgstandpleje er et tilbud om tandplejeservice, og det er frivilligt at deltage i ordningen.

Hvem kan benytte tilbuddet?

Odense Kommune tilbyder tandpleje til brugere, der er tilmeldt folkeregistret i kommunen, og som på grund af nedsat førlighed eller vidtgående fysisk eller psykisk handicap kun vanskeligt kan benytte de almindelige tandplejetilbud hos en privatpraktiserende tandlæge.


De brugere, der omfattes af Lov om Omsorgstandpleje, kan vælge Omsorgstandpleje. Ønsker du ikke at deltage i ordningen om Omsorgstandpleje? Du bevarer stadig retten til tandplejetilbud efter reglerne i Lov om offentlig sygesikring.


Bemærk, at der kan være behandlingstid af sagen ved tilmelding til Omsorgstandpleje på ca. 3 uger. Opstår der akut tandpine, inden tilbuddet er bekræftet, skal du derfor fortsat søge hjælp hos den privatpraktiserende tandlæge.

 

Bor du på plejehjem?

Når du flytter på plejehjem har du mulighed for at benytte tilbuddet om Omsorgstandpleje.
Du skal kontakte personalet på plejehjemmet for yderligere information. 



Bor du i eget hjem eller i en almen ældrebolig?

Bor du i eget hjem/ældrebolig, skal du ansøge om Omsorgstandpleje i Ældre- og Handicapforvaltningen.
Du bedes rette henvendelse til Indgangen på
tlf. 63 75 25 75. Her bliver det vurderet, om du opfylder betingelserne for Omsorgstandpleje.

Du kan finde kontaktoplysninger til Indgangen her.

 

Hvad koster tilbuddet?

Der er en egenbetaling på 590 kr. årligt i 2024, dvs. et fast beløb på 49,17 kr. pr. måned, som bliver trukket ved pensionstræk. Beløbet bliver reguleret pr. 1. januar hvert år. 

 

Hvordan foregår omsorgstandpleje?

Omsorgstandplejen tilbyder vi tandpleje i hjemmet/på plejehjemmet, og den omfatter følgende:

  • Regelmæssig undersøgelse, behandling af tænder, mundhule og proteser
  • Forebyggende behandling af naturlige tænder
  • Hjælp og støtte til pleje af mund, tænder og evt. proteser

Hvis din bolig ikke kan give personalet i Omsorgstandplejen tilfredsstillende arbejdsforhold, tilbyder vi tandpleje på Omsorgstandplejens handicapvenlige klinik. Af hensyn til patientsikkerheden foregår tandbehandlinger som fx tandudtrækning og fyldninger altid på Omsorgstandplejens klinik. Transport til og fra klinikken skal du selv betale.
Hvis du har brug for støtte ved forflytning og liftning, skal du have en ledsager med, som kan forestå dette. Klinikken er forsynet med loftlift.

 

Frit valg af tandlæge

Du har mulighed for at vælge, om det skal være Odense Kommunes omsorgstandpleje eller en privatpraktiserende tandlæge/klinisk tandtekniker, der varetager tandplejen.

Hvis du ønsker Odense Kommunes omsorgstandpleje, behøver du ikke foretage dig yderligere. 


Hvis du ønsker en privatpraktiserende tandlæge/klinisk tandtekniker, bedes du henvende dig til Indgangen med besked om, hvilken tandlæge/klinisk tandtekniker, du ønsker. Du skal forinden selv undersøge, om tandlæge har de nødvendige faciliteter og kan gennemføre omsorgstandplejen i overensstemmelse med dine behov.

Sundhedsforvaltningen