Spring til indhold

Tilsyn med dagpleje, kommunale og selvejende børnehuse

Vi fører løbende tilsyn med dit barns dagtilbud

Kommunen skal sikre, at det daglige pædagogiske arbejde lever op til national lovgivning samt målsætninger og strategier vedtaget i Odense Kommune. Tilsynet ser både på indhold i dagtilbuddene og på personalets udførelse af opgaverne. 

Det løbende tilsyn med kommunale og selvejende børnehuse føres af institutionslederen i området.
I dagplejen og legestuerne er det dagplejepædagogerne der løbende fører tilsyn.

Derudover afholdes tilsynsdialogmøder hvert andet år i alle de kommunale dagtilbud med deltagelse af lederen af den enkelte institution eller dagplejeområde, forældrebestyrelsen, en medarbejderrepræsentant samt en konsulent fra dagtilbudssekretariatet.
Konsulenter fra dagtilbudssekretariatet afholder en årlig kvalitetssamtale og to opfølgningssamtaler med ledere fra hver institution og dagplejeområde med henblik på en kontinuerlig udvikling af kvaliteten i dagtilbuddet.

 

Rammer for tilsyn

Læringsmiljøvurdering
Hvert andet år gennemfører kommunen en læringsmiljøvurdering. Læringsmiljøvurderingen består i en række spørgsmål vedrørende den oplevede kvalitet. Spørgeskemaerne besvares skriftligt af personale, forældre og de ældste børn i børnehaverne. Derudover besøger personalet hinandens børnehuse og legestuer, for at observere praksis og derefter give mundtlig og skriftlig feedback, til det sted de har observeret.


Læringsmiljøvurderingen, der sendes til forældre via e-boks, har fokus på refleksion og udvikling af det enkelte dagtilbuds pædagogiske praksis i forhold til høj faglig kvalitet. 
Forskning viser, at et godt læringsmiljø i vuggestuer, børnehaver og dagpleje er et miljø, som fremmer børnenes trivsel, sundhed, udvikling og læring. Et godt læringsmiljø har ikke alene betydning for børnenes tid i dagtilbuddet, men har også stor betydning for, hvor godt børnene klarer sig senere i livet.
Grundtanken er, at der ses på miljøet og ikke på det enkelte individ, og at data kan anvendes til systematisk refleksion på alle niveauer i organisationen.

 

Kvalitetssamtale med opfølgninger
Hvert år afholder kommunen en kvalitetssamtale med lederne fra hvert institutionsområde og dagplejeområde. På mødet drøftes udviklingen af dagtilbuddenes kvalitet med udgangspunkt i det lokale resultat fra læringsmiljøvurderingen. Efter samtalen bliver der iværksat konkrete planer for, hvordan kvaliteten kan udvikles. Der følges op på planerne to gange i løbet af året.

Forældreinddragelse
Hvert andet år inviterer Odense Kommune forældrebestyrelserne i børneinstitutioner og dagplejeområder til et tilsynsdialogmøde. Mødet er tilrettelagt, så der lægges vægt kvalitet og udvikling med afsæt i brugerperspektivet og dermed forældrenes vurdering af dagtilbuddet.

 

Formålet med tilsynet

• Formålet med tilsynet, og tilsynsdialogmødet samt kvalitetssamtalerne, er at skabe en gensidig forpligtende dialog om udvikling af den pædagogiske kvalitet i  dagtilbuddet.

• Tilsynet skal ifølge lovgivningen ses som et led i kommunens forpligtelse til at sikre og udvikle kvaliteten i dagtilbuddene generelt, men også som led i udvikling af det enkelte dagtilbud.

• Tilsynsdialogmødet er på dagtilbudsniveau, og det vil have fokus på kvalitet og udvikling med afsæt i brugerperspektivet dvs. børn og forældre.

 

 

 

Link til alle Tilsynsrapporter 2019

Link til Læringsmiljøvurderinger 2018

 

 

Opdateret 28-05-2019