Spring til indhold

Når bekymringstanker er en udfordring

Undervisningsforløbet, Mod til mere, er målrettet forældre til børn i alderen 6-17 år, som er udfordret af ængstelighed og bekymringstanker i en sådan grad, at det påvirker deres hverdag negativt.

Forløbet er for dig som forælder, der ønsker viden og redskaber til bedre at kunne hjælpe dit barn med at navigere i barnets følelser og tanker.

 

Udfordringerne kan f.eks. komme til udtryk ved, at:

  • Barnets bekymringstanker er begyndt at få barnet til at undgå bestemte aktiviteter fx i skole og fritiden
  • Barnet har mange bekymringstanker, som fylder meget i hverdagen og fx påvirker barnets søvn
  • Du som forælder mangler ideer og konkrete redskaber til at håndtere dit barns ængstelighed
  • Du som forælder er i tvivl om, hvornår du skal presse på, og hvornår du skal hjælpe og berolige barnet.

Undervisningsforløbet løber over ca. fire måneder, hvor du deltager i en fast gruppe af forældre og mødes til fire undervisningsgange, ledet af tværfaglige medarbejdere fra Behandlingsteamet.

I undervisningen vil du blandt andet få viden om følelsernes og tankernes gensidige påvirkning, den kognitive diamant, detektivtænkning, og hvordan din adfærd kan hjælpe dit barn. I undervisningen får du redskaber, så du som forælder kan arbejde med dig selv og dit barn derhjemme. Du vil også få mulighed for at dele erfaringer med andre forældre.

Eksempel: Udfordringer med bekymringstanker og ængstelighed

Peter og Hanne er forældre til Mikkel på 11 år. Mikkel har altid været en glad og social dreng, der gerne vil være sammen med sine venner. Han er vellidt i sin klasse og er meget interesseret i fodbold, som han har gået til, siden han var 5 år.

Peter og Hanne har igennem det seneste halve år oplevet, at Mikkel er blevet tiltagende bekymret og har været mindre social end tidligere. De sidste to gange, klassekammerater har holdt fødselsdag for klassen, har Mikkel ikke haft lyst til at deltage. Mikkel har først haft svært ved at forklare, hvorfor han ikke vil deltage, og har derefter begrundet det med ondt i maven.

 

Mikkel har også virket ked af det, og det har tiltagende været sværere for Hanne og Peter at aflevere Mikkel til fodbold. Når det er lykkedes, har Mikkel insisteret på at vide præcis, hvornår han bliver hentet, og er blevet ulykkelig, hvis forældrene har været bare det mindste forsinket. De gange Mikkel har fået lov at blive hjemme, oplever hans forældre, at Mikkel virker lettet, og der er færre konflikter om aftenen. Når Mikkel og Peter spiller fodbold i haven, viser Mikkel samme interesse og glæde ved spillet som tidligere.

Hanne og Peter er bekymrede for deres dreng og er meget i tvivl om, hvad de skal gøre. Hanne mener, det bedste er at give Mikkel en pause fra sociale arrangementer, mens Peter mener, at der ikke kommer noget godt ud af at lade Mikkel bestemme. De er i tvivl om, hvornår de skal presse på for at få Mikkel til at tage til fodbold og klassefødselsdage, og hvornår de skal lade ham blive hjemme.

Peter og Hanne er i tvivl om, hvordan de bedst hjælper Mikkel, og mangler redskaber til, hvordan de håndterer, at han trækker sig fra de ting, han tidligere har været glad for.


Oplever du, eller en du kender, lignende udfordringer, kan Mod til mere måske være hjælpsomt.


Børn- og Ungeforvaltningen