Spring til indhold

Indsatser på stemmeområdet – børn og unge

Stemmeteamet er Odense Kommunes specialiserede indsats til børn og unge med stemmeproblemer; herunder også atypiske vejrtrækningsproblemer.

Selvbetjening

Selvbetjeningsoversigt
Kontaktinformation

Tale- høre- og sprogindsatser

Ørbækvej 100, blok 1
5220 Odense SØ
63 75 29 29

Husk altid at bruge Digital Post til personfølsomme oplysninger.

Digital Post

Pædagogisk og psykologisk rådgivning

Åbningstider for telefonisk henvendelse

Mandag - Onsdag 8.30-15.30
Torsdag 8.30-17.00
Fredag 8.30-13.00

Stemmeproblemer
Atypiske vejrtrækningsproblemer
Centrale opgaver for stemmeteamet
Stemmeundervisning
Stemmepleje
Mere info
Kontakt


Stemmeproblemer

Stemmeproblemer kan opstå af mange årsager, men skyldes ofte overanstrengelse af stemmen. De kan også skyldes ændringer i de daglige krav til stemmen, følelsesmæssige belastninger eller opstå som følge af en halsinfektion eller anden sygdom.

Stemmeproblemer kan vise sig som:

  • Anstrengelse ved tale
  • Fornemmelse af en klump i halsen
  • ”Sandpapirsfornemmelse” eller fornemmelse af en ”tør plet” i halsen
  • En stikkende og strammende fornemmelse, som ved en begyndende halsbetændelse
  • Træthed i stemme og hals
  • Hæshed efter brug af stemmen
  • At stemmen bliver skinger eller knækker over, når du bliver ivrig eller vred
  • At stemmen forsvinder i perioder
  • At andre har svært ved at høre dig (stemmen mangler styrke)
  • Hoste- eller rømmetrang

HVIS DU ER HÆS I MERE END 2 UGER, BØR DU GÅ TIL HALSLÆGE OG FÅ UNDERSØGT ÅRSAGEN


Atypiske vejrtrækningsproblemer

Atypiske vejrtrækningsproblemer dækker mestendels over EILO, som er en forkortelse for det engelske exercise-induced laryngeal obstruction.  EILO samt flere andre problematikker omkring vejrtrækning har mange navne og nomenklaturen vedrørende symptomspektret er stadig under omdefinering. En anden engelsk betegnelse kan være inducible laryngeal obstruction (Provokerbar laryngeal obstruktion/ILO), mens egentlig stemmebåndsdysfunktion (vocal cord dysfunction/VCD), en unormal adduktion af stemmebåndene under respirationscyklus, nu benævnes glottic closure (GC)

Symptomerne ved EILO kan være:

  • Vejrtrækningsbesvær, der kommer hurtigt/pludselig under kraftig fysisk aktivitet; såsom efter løb 1-10 min - nogle gange senere; symptomerne svinder ved at stoppe (2-10 minutter)
  • Større besvær med at trække vejret ind end ud
  • Fornemmelse af kvælning og snæverhed i halsen
  • Lyd på vejrtrækningen
  • Ømhed/smerter i hals og øverste del af brystet

Centrale opgaver for stemmeteamet

Odense Kommune tilbyder logopædisk udredning af stemmevanskeligheder og EILO. Udredningen varetages af et stemmeteam, som består af logopæder og audiologopæder med stemmeområdet som speciale. Ved den udredende samtale vil stemmens funktion blive vurderet ved samtale, oplæsning og forskellige stemmeprøver – ud fra det samlede resultat tages der stilling til, om der er behov for rådgivning, vejledning, ene- eller holdundervisning eller andet.

Stemmeundervisning

Målet med undervisning er, at klienten får den daglige brug af stemmen til at fungere uden væsentlige gener og derefter, at klienten kan bruge stemmen uden risiko for slitage. Undervisningen er at betragte som både behandling, kompensation og forebyggelse. Der arbejdes med holdning, afspænding, vejrtrækning, bugstøtte, stemmeøvelser, hensigtsmæssig stemmebrug og stemmevaner, hvilket bidrager til, at man får indsigt i og forståelse for god og sund stemmebrug.

Ved EILO består undervisningen af information og oplæring, som kan give klienten en hvis grad af kontrol over åndedrættet. Klienten undervises i afslapningsteknikker for stemmebåndene og vejrtrækningsøvelser med henblik på at kunne takle åndedrætsproblemerne.

Det er vigtigt, at klienten afsætter den fornødne tid til undervisningen samt at det er noget, der prioriterer højt i hverdagen.

 

Stemmepleje

  1. Træk vejret gennem næsen
    Næsen opvarmer, fugter og filtrerer den indstrømmende luft. Trækkes vejret gennem munden kan tør, kold og forurenet luft skabe irritation på stemmelæberne.

  2. Plej forkølelser og halsinfektioner – hold eventuelt stemmehvile
    Tal mindre og undlad at synge. På grund af infektion og/eller irritation kan der opstå rødme og hævelse, hvilket er med til at gøre stemmelæberne mere skrøbelige. Ved at skåne stemmen får hævelsen en chance for at blive mindre.

  3. Undgå rømning – rømning giver rømning 
    Rømning forværrer irritationen, og det giver hævede stemmelæber. Slim i halsen kan være et resultat af øget irritation. Synk i stedet, drik koldt vand eller host let med megen luft. 

  4. Hold et roligt taletempo
    Tal ikke i længere sætninger end du har luft til.

  5. Undgå at hviske
    Hvisken er særdeles belastende for stemmen, især når hviskelyden bliver presset. Tal, som hvis du skal fortælle nogen en hemmelighed uden at hviske. 

  6. Undgå at råbe og skrige samt at tale i støjfyldte omgivelser
    Ved kraftfulde råb og skrig kan du skade stemmelæberne. Tendensen til at tale kraftigere i støjfyldte omgivelser kan betyde overbelastning af stemmen. Vær opmærksom på ikke at forsøge at overdøve støj, fx høj musik.

  7. Pas på med irriterende stoffer
    Rengøringsmidler, klorvand, heftigt tyggegummi- og/eller pastilforbrug og røg fra stearinlys kan irritere dine slimhinder. Store mængder koffein og tein kan virke dehydrerende på slimhinderne i halsen. 

  8. Brug ikke alkohol som lindring
    Stærke drikke kan føles lindrende, men de bedøver udelukkende halsen, mens de forårsager irritation af slimhinderne.

  9. Tobak er dårligt for din stemme
    Tobak giver hævede stemmelæber og irritation, og ofte også en dyb stemme. Undgå derfor alt røg.

  10. Undgå stress og spændinger
    Stress giver spændinger i halsen, og det kan medvirke til hæshed og andre gener. Sørg derfor for, at gøre gode ting for dig selv, så du kan spænde af i tide. 

Mere info

Læs mere i vores pjecer:

 

Stemmeproblemer hos børn

 

Kontakt

Kontakt til stemmeteamet sker via en praktiserende øre-næse-halslæge eller hospital.

Opdateret 21-01-2019

Børn- og Ungeforvaltningen