Funkisvillaen
Funkisvillaen er en af stilarterne udsprunget af den internationale funktionalisme.
Villaer i denne stil har en klar geometrisk form, hvor vinduer og døre er placeret asymmetrisk i en som regel glatpudset facade. Funkisvillaer blev konstrueret med store jerndragere over vinduerne, der gjorde det muligt at lave store vinduer og vinduer i hjørnerne. Den geometriske form kommer til udtryk i, at husene sammensættes til en harmonisk helhed af kuber, nogle gange med tilføjelse af runde vinduer eller buer for eksempel i form af buede brystninger omkring altaner eller trapper. Der er tit detaljer som halvtage over indgange og spinkle gelændere ved trapper og altaner.
Funkisvillaer kan have facader i blank mur, men har oftest en helt glatpudset overflade, der skal bidrage til husets "skarpe" og præcise udtryk. Vinduerne har tynde rammer og sprosser i træ eller jern. Villaerne har fladt tag med et spinkelt udhæng. Taget skal således tegne sig som så tynd en linje som muligt.
I denne villa ses hjørnevindue, rundt vindue og fint udformet tagudhæng. Garagen er en integreret del af den samlede ejendom.
Der findes ikke så mange funkisvillaer i Hunderup, men der ligger blandt andet en lille række fine eksempler på Langelinie og en meget stor funkisvilla tilbagetrukket fra Hunderupvej.